Den særegne højskole - idegrundlag og tradition. - Interfolk

120
I HB nr. 23, 1999 ønsker redaktøren FFD en ”God weekend” til årsmødet på Gerlev
Idrætshøjskole. Han fremhævede tre spørgsmål, som han ‐ ganske rigtigt, viste det sig ‐
forventede ville få plads på årsmødet: Sammenlægningen af FFD og HS; DFL’s overtagel‐
se af forhandlingsretten på medlemmernes vegne; og endelig vægtningen af det almene.
I forbindelse med det sidste spørgsmål nævner han:
”Og endelig er der spørgsmålet om brøkregningen! Til de ikke indforståede: det handler
om, hvor stor en procentdel af en højskoles timer, der skal være helliget det almene og
hvor meget man må bruge på de mere fagspecifikke sager. Spørgsmålet er i højskolens hi‐
storie lige så gammelt som Grundtvigs skæg. Og omtrent lige så interessant. Da det, det
handler om, slet ikke er procenter, men Ånd. Og den er der ingen brøkregning for.”
Nej, men brøkregningen har nu haft en væsentlig plads ved hver ny højskolelov. I den
første lov, ‐ hvor formål og vægtning mellem det almene og faglige blev indskrevet, nem‐
lig loven fra 1942 ‐ var kravet halvdelen af tiden og mindst 24 timer om ugen. I 1970 fik
højskolerne imod politikernes ønsker presset dette krav ned til 1/3 og efterhånden sæn‐
ket det ugentlige timetal til en norm på 5 dage a 6 lektioner, og dvs. at kravet om almen
undervisning faldt fra 24 timer til 10 timer. I 1993 søgte politikerne igen at udvide den
almene del til halvdelen, men lod forslaget falde efter pres fra FFD, der ønskede størst
muligt spillerum for faglig færdighedsgivning.
Som noget nyt har FFD i forhold til 1999‐lovforslaget selv anbefalet, at kravet igen
øges til halvdelen, men det skyldtes nok også, at presset fra politisk side denne gang var
for stort. For nu vil de folkevalgte have styrket det almene folkeoplysende sigte, og hvis
ikke, truer de seriøst med at lukke for pengestrømmen. I formandens skriftlige beretning
til årsmødet på Gerlev Idrætshøjskole blev kravet om at styrke det almene sigte forsva‐
ret uden rysten på hånden. Søren Bald vidste om nogen, hvor den varme kartoffel var
gemt i højskoleudvalgets rapport.
”Højskoleudvalget vovede mere end et øje, da udvalget tog fat på debatten om det fagspe‐
cifikke contra det mere almene sigte i højskolens virke (..). Det handler først og fremmest
om, at den gode højskole ikke underviser i fag, men med fag. Fagene er i virkeligheden et
påskud til at være sammen om noget mere og større. Fagene skal være der for at skabe et
udgangspunkt, men det gælder om at bruge fagene til at give mulighed for at drage livser‐
faring (..). Det er i forbindelse med disse tanker om brøkændringer blevet sagt, at udval‐
get tænker gammeldags (..). Hvis man med ordet ”gammeldags” mener, at udvalget er på
vildspor ved at foreslå en styrkelse af det almene sigte, så har kritikerne et større skole‐
og selvforklaringsproblem, end udvalget har med sit udspil til ændring af balancen fra
2/3 til fifty‐fifty.
De formål har nemlig hele tiden været skoleformens helt overordnede sigte og egentli‐
ge berettigelse (..). Hvis den danske folkehøjskole allerede i dag står og falder med en
brøkændring af det almene (..), så står den allerede i dag usikkert, men det er måske også
det, højskolekrisen i virkeligheden drejer sig om.” 14
Klar tale, og Søren Bald fortsætter:
”Vi risikerer et troværdighedstab, hvis rapportens anbefalinger, ikke mindst de, der præ‐
ciserer lovens overordnede formål, afvises som gammeldags. Sætter man kritikken af
14 ”Formandens beretning” i Beretning 1998‐99, FFD 1999