Den særegne højskole - idegrundlag og tradition. - Interfolk

1. Højskoleloven 1942 11
Her gives i en nøddeskal både baggrunden for udvalgets nedsættelse og de store mål,
som reformerne gerne skulle føre frem imod. Endvidere angives folkeoplysningens sær‐
egenhed i forhold til de erhvervskompetencegivende uddannelser.
”Spørger man, i hvilket omfang disse synspunkter (jf. ovenfor, hjv) har formået at gøre sig
gældende i ungdommens opdragelse og uddannelse, må det sikkert erkendes, at bestræ‐
belserne mere har været rettet på at skaffe de unge en livsstilling, og at spørgsmålet om
ungdommens beskæftigelse først og fremmest har været betragtet ud fra rent erhvervs‐
mæssige synspunkter. Vel har den sidste menneskealder bragt store fremskridt både på
det sociale og det kulturelle område, (..) men alt dette har alligevel, bevidst eller ubevidst,
i første række haft større faglig dygtighed, større erhvervsmæssig evne til formål.
Ser man på den anden side på den plads, som folkehøjskolen – den skole, der frem for
nogen har sat personlighedsudviklingen og elevernes samfundsmæssige forståelse på sit
program – har i ungdommens opdragelse, er det betegnende, at højskolerne talmæssig set
har været stillestående i den sidste menneskealder, medens Danmarks befolkning i sam‐
me tidsrum er steget med 50 pct., og en i det mindste tilsvarende udvikling kendetegner
tilgangen til den faglige uddannelse, denne taget i videste forstand.
Stillet over for den opgave at skulle give anvisning på, ad hvilke veje synspunkterne for
en folkelig og personlighedsudviklende ungdomsopdragelse i højere grad end hidtil kun‐
ne virkeliggøres, var det naturligt, at udvalget i første række måtte rette sin opmærksom‐
hed mod folkehøjskolen, der ifølge sin ide og sine traditioner skulle have mulighed for at
danne kernen i et sådant opdragelsesarbejde, og udvalgets overvejelser har ført til enig‐
hed om, at dansk folkelig opdragelse og uddannelse må bygge på højskoletanken og
fremmes gennem den fornødne udbygning af højskolen” 2
For udvalget er uddannelsessystemets udvikling ude af proportion. Den faglige del af
uddannelsessystemet er vokset langt mere end den almendannende, samtidig med at
behovet for de almendannende tilbud er stigende. Desuden fremhæver man, at netop
frivilligheden i disse skolers tilbud er afgørende for, at deres ide og sigte kan lykkes ‐ til
forskel fra de uddannelser, der er rettet mod en livsstilling, hvor den økonomiske nød‐
vendighed og praktiske nytte, giver et mindre frivilligt præg både for den undervisning
skolerne kan udbyde og for elevernes valg.
”For ungdommen over 18 år er man af den opfattelse, at undervisningen må være frivillig,
fordi en skole, der bygger på alment grundlag og appellerer til almene, menneskelige og
samfundsmæssige interesser, ikke kan undvære den inspiration, som ligger i de unges
egen tilskyndelse til at søge dens undervisning. Er skolen tvungen, er der ingen sikkerhed
for tilstedeværelsen af det gensidige tillidsforhold mellem lærer og elever, som betinger
en personlighedspræget undervisning.” 3
1.2 1942-lovens formålsbeskrivelse
Lovforslaget byggede på forslagene fra Ungdomsudvalgets Betænkning, december 1940.
Ministeriet kunne i det væsentlige tiltræde Udvalgets forslag, men man tilstræbte dog en
mindre begrænsning af udgifterne ved forslaget. Det samlede lovforslag består af selve
2 Ungdomsudvalgets betænkning, s. 6‐7
3 Op. cit. , s. 7