Den særegne højskole - idegrundlag og tradition. - Interfolk

2. Betænkning om folkehøjskolen, 1960 37
Men hovedsigtet er ved at fortone sig som begrundelse. Selvom det almene sigte har en
egenværdi af største betydning for den enkelte og samfundet, og derfor burde begunsti‐
ges af det offentlige, så begynder den erhvervsrettede sideeffekt nu også at blive et selv‐
stændigt salgsargument. I første omgang begrundes højskolens fordele for erhvervslivet
ikke med det snævert faglige, men med en af de bløde kvalifikationer: en øget evne til
samarbejde, som det moderne erhvervsliv i stigende grad efterspørger.
”Endelig må man understrege et meget væsentligt uddannelsesbehov, som hidtil ikke har
været tilgodeset i tilstrækkelig grad – behovet for at få udviklet evnen til samarbejde. Det
moderne samfund bygger i højere grad end noget tidligere inden for vor kulturkreds på
samarbejde mellem selvstændige mennesker (..). Tendensen går bort fra opdelingen
overordnede‐underordnede med dens gamle byde‐ og lydeforhold og hen mod en situati‐
on, hvor alle er medarbejdere med hver sin selvstændige plads og funktion (..).
Det er derfor nødvendigt, at ungdomsopdragelsen tager disse spørgsmål op til behand‐
ling med det ganske bevidste formål at lære de unge samarbejdets vanskelige kunst.(..).
Dette er nødvendigt også af hensyn til det politiske folkestyre. Dette bygger på, at de en‐
kelte borgere i samfundet er frie og selvstændigt tænkende mennesker, som har forstået
samarbejdets nødvendighed, når det gælder løsningen af de samfundsmæssige problemer
(det er) en naturlig og vigtig opgave for højskolerne at give almen oplysning, hvori også
det folkestyrede samfunds problemer indtager en vigtig plads (..). Højskolens undervis‐
ning kan på den måde få betydning for de unges fremtidige indsats både i arbejdslivet og i
samfundslivet i øvrigt ved at styrke deres evne og vilje til at indgå i et frugtbart samarbej‐
de med andre.” 17
Argumentationen minder meget om den aktuelle argumentation for højskolens bidrag til
de ”personlige kvalifikationer”, som det postindustrielle videnssamfund nu som en ny‐
hed skulle efterspørge på tærsklen til det nye årtusinde.
Men de kvalifikationer var også relevante for snart 50 år siden for datidens højskole‐
folk. Egentlig kunne man spørge, om der nogen sinde har eksisteret et samfund, hvor ev‐
ne til samarbejde og samtale ikke har været vigtig. De kooperative og kommunikative
evner var vigtige i jæger‐ og samlersamfundet, de var det om noget i bondesamfundets
oprindelige landsbyfællesskab, og de var det som også i industrisamfundet bortset fra
helt ekstreme arbejdsopgaver ved samlebåndet.
Er nyheden om de ”personlige kvalifikationer” ikke stærkt overdrevne, når det kom‐
mer til stykket. Kommer de ikke af selv ved en nogenlunde almindelig opvækst også i vor
tid. Ud over at folkehøjskolen vil miste sit sigte og svigte sin tradition ved at bygge på de
”bløde kvalifikationer” som kerneydelsen, så kan hverken at højskolen eller nogen anden
skoleform bygge sin eksistensberettigelse på så tyndt et grundlag. Men det forsøgte
1954‐udvalget delvis at gøre. Bl.a. drøftede man ønskeligheden af og mulighederne for
”at indbygge et højskolekursus som et naturligt led i uddannelsen på en række uddannel‐
sesområder, hvor højskolen endnu ikke synes at have vundet indpas, men hvor et højsko‐
leophold kunne tænkes at være af værdi (..). Endvidere har udvalgets sekretariat tilsendt
redaktionen af erhvervs‐kartoteket udkast til kartotekskort vedrørende højskolen” 18
17 Op. cit., s. 19
18 Op. cit., s. 19