Den særegne højskole - idegrundlag og tradition. - Interfolk

76
i posen, så bliver der ikke noget møde ud af det, ingen samtale, ingen højskole: Højskolen
reduceres til ren og skær købmandsforretning.
Men hvad er det, højskolen bør have med sig i mødet med eleverne? Her kan man finde
et svar hos Bloom, som også højskolen bør kunne skrive under på. Svaret er det klassiske:
Hvad er et menneske?, som er identisk med det spørgsmål, som ethvert ungt menneske
stiller sig selv: Hvem er jeg? Eller som det allerede er formuleret: Kend dig selv. Hvad en
generation står for, kan bedst aflæses i dens forhold til menneskehedens evige spørgsmål,
siger Bloom. Det er højskolens opgave, at være hver ny generations sparringspartner i
løsningen af disse spørgsmål.” 13
Men at kende sig selv må rumme en erkendelse af de fælles historiske eksistensvilkår,
man er født ind i og en del af, eller med Løgstrups udtryk er indfældet i. Jørgen Gleerup
belyser disse fælles vilkår, der er omdrejningspunktet for en folkelig oplysning i artiklen
”en glad skole”:
”Moderne sociologer taler om, at sociologi i virkeligheden er kultur, og at kultur er nogle
fælles temaer eller orienteringer, som gør det muligt for os at være uenige og samtale. Vi
kan ikke være uenige om alting på én gang og så samtidig tale sammen. Vi kan ikke hver
gang begynde samtalen fra nul. Der må på ethvert historisk tidspunkt være noget grund‐
læggende fælles og accepteret, som uenigheden kan referere til og samtalen føres ud fra –
et ”Das Mann”, som eksistentialisterne med afsky kaldte dette fælles sæt af orienteringer,
der imidlertid er baggrunden for al personlig stillingtagen.
Inden for folkeoplysningen kalder vi dette udgangspunkt for ånden eller folkeånden –
de fælles orienteringer, der muliggør, at vi kan håndtere eller samtale om uenighederne.
Det er imidlertid denne forudsætning, det ”historisk ontologiske”, som tit forsvinder eller
glemmes, når vi ytrer os. Vi glemmer, at før vi kritisk kan sige nej i en situation, først må
have sagt ja til selve diskussionen, dens emne og deltagere. For at være negative og ueni‐
ge, må vi først være positive – med glæde have påtaget os del og ansvar.” 14
Både alene og sammen med andre er ”Das Mann” med os. Ham kan vi ikke løbe fra, men
vi kan måske lære ham bedre at kende, og således også lære os selv bedre at kende. I en
samtale indgår ikke kun du og jeg, men også os, det tredje, sagen, Das Mann, som vi må
forholde os til, hvis det er indsigt eller folkelig oplysning eller almendannelse, vi ønsker.
Det særlige ved den almendannende undervisning giver Niels Buhr Hansen i en sene‐
re artikel en spændende indkredsning af.
”I dagligdagen er mennesker sammen på mange forskellige måder. En måde at være
sammen på er i samtalen eller i diskussionen. Samtalens forudsætning er, at man har en
fælles verden eller en fælles sag, som man forholder sig til. Det samme gælder diskussio‐
nen, så længe vi kalder den saglig. Samtalen er altså en treleddet relation. Relationen mel‐
lem mig, min samtalepartner og sagen. Som ordet siger, er samtalen båret af et partner‐
skab, der kun kan etableres, hvis samtalepartnerne står sammen overfor noget fælles
tredje (..). Det vil sige, at undervisningen og samværet på en højskole i sit hovedsigte er
båret af en optagethed af noget fælles tredje, som rækker ud over elevernes og lærernes
individuelle grænse og perspektiv.
13 Niels Buhr Hansen: ditto
14 Jørgen Gleerup: ”En glad skole”, Højskolebladet nr. 6, 1992