Den særegne højskole - idegrundlag og tradition. - Interfolk

164
ver ikke skabt som kompetente mennesker og borgere, det kan vi i heldigste fald ved
egen og andres hjælp danne os til at blive.
Enhver ny generation må ved egne kræfter løfte sig fra almuestatus til folk på en ny
tids betingelser. Og vi fristes fra mange sider til at falde tilbage i almuens eller snarere
privatborgerens bevidsthed: Tag de andre, bare I ikke tager mig, min kone og den lille
Hassan med de skæve ben. Vi henfalder nemt til, at det bærende i vort liv bliver under‐
holdning og ikke holdninger, at kulturel rigdom erstattes af oplevelsessyge, at moralske
vurderinger smelter sammen til det simple og gemene spørgsmål, om det kan betale sig.
Vi indfanges i dagligdagen af den teknisk instrumentelle livsopfattelse, for den er mest
bekvem og nemmest at møde hverdagen med. Vi er på stadig flugt fra vores frihed og vo‐
res eksistentielle ansvar. Almendannelse og folkelighed modarbejdes af stærke kræfter i
vort samfund. Desto større grund er der til at pleje de institutioner, som giver rum for at
holde os i ørerne og det folkelige forfald i skak. Højskolen må tro på, at dens kerneydelse
er værdifuld og har en mission. Hvis ikke engang højskolens egne folk kan tro på det,
hvem skal så kunne. Højskolen skal ikke konkurrere med det formelle uddannelsessy‐
stem på dets betingelser, men fremhæve værdien af dens egen opgave. Ikke for at un‐
derkende betydningen af systemets opgaver, men for at angive at disse ikke kan stå ale‐
ne.
”Folkehøjskolerne skal udfylde et uddannelsespolitisk tomrum”. Det var det glædelige
budskab fra Aage Frandsen, uddannelsespolitisk ordfører for SF. Han fremhævede, at de
sidste årtiers effektivisering af de formelle grunduddannelser, især indenfor de videre‐
gående uddannelser har presset det almendannende ud af disse uddannelser.
”Der er for mig ingen tvivl om, at meget godt er forsvundet fra mange uddannelser i effek‐
tiviseringens hellige navn. Indtil 1971 skulle alle universitetsstuderende bestå det såkald‐
te filosofikum ud fra en betragtning om, at alle akademikere skulle have et vist fælles
grundlag (..). Når der samtidig er sket en effektivisering bl.a. gennem en afkortning af uni‐
versitetsuddannelserne, er der ikke i samme omfang plads til det almene, til det dannen‐
de, det filosofiske m.v. Uddannelserne er blevet mere direkte erhvervsrettede, og effekti‐
viseringen har endda betydet, at de mange studerende med rette taler om, at de går i sko‐
le, og at de læser lektier. Det er næsten glemt, at de er studerende, og at der skal være tid
til fordybelse.
Jeg har intet ønske om en genoplivning af det daværende filosofikum, ligesom jeg hel‐
ler ikke tror meget på en forlængelse af uddannelserne, så de bliver bredere og mere al‐
mene. Til gengæld tror jeg, at vore folkehøjskoler her kan komme til at udfylde et tom‐
rum. Folkehøjskolerne kan give de unge noget af det, der lå i det daværende filosofikum,
og som dengang var forbeholdt universitetsstuderende. Folkehøjskolerne kan kompense‐
re for, at mange uddannelser i effektiviseringens navn har afskaffet noget af det almene,
det dannende m.v. Folkehøjskolerne kan også give et tilbud om et fællesskab takket være
kostskoleformen i en tid, hvor ellers det individualistiske er i højsædet.”
For Aage Frandsen er der et samfundsmæssigt behov og personligt behov for at få ud‐
fyldt det tomrum, som de øvrige uddannelsestilbud ikke udfylder. Men det kræver mere
lige økonomiske forhold.
”Bl.a. på grund af manglerne ved de eksisterende uddannelser, bør et ophold på en folke‐
højskole gøres så attraktive, at alle unge får lyst til at lade et højskoleophold indgå i deres
uddannelsesforløb – enten før, under eller efter, at de tager deres erhvervsuddannelse (..).