Den særegne højskole - idegrundlag og tradition. - Interfolk

142
tiske omgangsformer, men ikke udstikke indholdet i samtalen. Indholdet i folkets vilje,
skal staten ikke blande sig i, for så har vi statsstyre og ikke folkestyre. Staten skal ikke
bekendtgøre, hvilke holdninger og livssyn folket skal bygge på i deres politiske valg. Det
er helt basalt for det liberale menneske‐ og samfundssyn og den republikanske forståel‐
se af folkesuveræniteten. Det er folkestyrets sjæl, vi her taler om.
Det er også sjælen bag friskoletanken og folkehøjskolen. De frie skoler åbner en ”fol‐
kelig oplysning” i det civile samfund, hvor livssyn og holdninger kan brydes frit uden
statslig indblanding. Det angiver samtidig også begrænsningen ved de statslige skoler.
Statsskoler må principielt ikke repræsentere et bestemt livssyn. Det ville være indoktri‐
nering. Statsskoler kan give elever selvstændig kritisk sans og bred almen viden, og op‐
drage til demokratiske omgangsformer. Men statsskoler må ikke sætte sig på de ind‐
holdsmæssige meninger og holdninger. Staten må ikke uddanne og opdrage til bestemte
livssyn.
De moderne demokratiske retssamfund bygger på et skel mellem staten og civilsam‐
fundet. På en opdeling mellem den idemæssigt neutrale stat og det idebårne civile sam‐
fund. Den moderne retsstat må ikke forkynde i sine institutioner, den skal være neutral,
og de statslige skoler må være neutrale skoler, til forskel fra de frie folkehøjskoler, der
netop ikke må være neutrale skoler, men derimod er forpligtet på at være holdnings‐
prægende. De skal formidle eller mere gammeldags udtrykt forkynde livssyn og grund‐
holdninger.
I statsskolerne, i det formelle uddannelsessystem lige fra folkeskoler til universiteter
tilstræbes en neutralitet. I de statslige uddannelsesinstitutioner kan man formidle viden,
men strengt taget må man ikke ensidigt formidle holdninger. Man må ikke stå for et be‐
stemt livssyn med bestemte politiske konsekvenser. Det ville være magtmisbrug. Under‐
visningen i de statslige skoler må ikke vælge side, men tværtimod vise de mange sider.
De bør i sagens natur være neutrale og dermed pluralistiske. Udvikling af personlige
holdninger og livssyn kan ikke være led i et pensum, men må være en privatsag for den
enkelte forsker og underviser.
Det modsatte gælder for den frie folkehøjskole, hvor det netop er opgaven at spille ud
med livssyn. Den har et holdningsprægende, et personlighedsdannende sigte. Derfor vil
en statshøjskole også være et nationalliberalt misfoster. En statslig styring af opdragel‐
sen og holdningsdannelsen er et større misfoster end en statslig styret presse. For folket
er dog mere basalt end pressen i et folkestyre. Folket skal ikke opdrages af staten, folket
skal opdrage sig selv. Det betyder ikke, at der ikke er behov for dannelse af holdninger
og livssyn. Det betyder blot, at den opgave må staten ikke varetage, hvis den tager folke‐
styret alvorligt, ja tager grundloven alvorligt, tager de civile og politiske rettigheder al‐
vorligt. Statens opgave er derimod at støtte institutioner, mødesteder i det civile sam‐
fund, der kan styrke folkets evne til stillingstagen, der kan understøtte folkets egen frie
holdningsdannelse.
En af de centrale civile institutioner i dansk historie er netop folkehøjskolerne. De har
friheden til at forfægte særlige livssyn og holdninger, skiftende fra højskole til højskole,
og eleverne kan frit vælge blandt skolernes tilbud, og de kan frit forlade skolerne. For de
er ikke bundet af, at de skal have et rettighedsgivende eksamenspapir som forudsætning
for deres senere erhvervsmæssige gerning. Højskolen er et frit mødested for elevens
trang og skolens idebårne ærinde. Denne dobbelte frihed betyder også, at højskolen ikke