Den særegne højskole - idegrundlag og tradition. - Interfolk

46
den så er forpligtet at tale til sine elever. Højskolen er en skole, ikke en kirke eller en for‐
gård til en kirke, og den bygger på et menneskesyn, der er verdsligt‐realistisk. Hvis høj‐
skolen i sin undervisning bliver moralsk og religiøs, afsporer den sig selv. Højskolen skal i
sin undervisning alene beskæftige sig med jordelivets realiteter, og bør derfor være et
sted, hvor mennesker kan mødes uanset om de er hedninge eller kristne.
Om dette er der vist udbredt enighed. Men mange har af disse præmisser draget den
sære konklusion, at så må højskolen heller ikke øve en ensidig påvirkning. Mere konkret
udtrykt: højskolelæreren må ikke påvirke sine elever i en af ham selv ønsket retning, han
må ikke forkynde og slet ikke tale med autoritet. Højskolen skal kun være en diskussions‐
klub, hvor meninger og problemer drøftes kammeratligt.
En smule erfaring og almindelig omtanke vil vise det akavede i den opfattelse. Natur‐
ligvis skal højskolen påvirke sine elever for at få dem til at erkende sig selv og verdenen
på en dybere eller sandere måde, end de fleste tilforn har gjort. Ligeledes er det et natur‐
ligt forlangende, at højskolelæreren kan tale med autoritet om de emner, han beskæftiger
sig med. Kan han ikke det, må han hellere finde et andet levebrød. Hvis højskolen ikke vil
fylde eleverne med sit menneskesyn, er det svært at se dens eksistensberettigelse.
Akkurat det samme gælder historiesynet (..) historien trænger ikke til undskyldning,
men måske trænger vi til en stærkere erkendelse af, at vi er med i historien, og at vi ikke
har nogen mulighed for at komme ud af den. I ”Ætten” (Tanker fra en skorsten) fortæller
Martin A. Hansen om et par gamle kvinder fra hans hjemsogn, der kort efter befrielsen
rejste ind og besøgte Ryvangen. De kendte ingen af dem i gravene, men de føjede dem ind
i et fællesskab, forenede dem med de faldne fra 1864, 1848‐50 og 1807‐14. Disse kvin‐
ders erindring rakte over det halvandet århundrede. Deres fædre havde været med i de
Slesvigske krige, deres bedstefædre i Napoleonskrigen. Af de gamle mænd havde de hørt
beretningerne om de hårde tider dengang. ”Fra hin tid og til nu rækker det, der er histori‐
en for dem. den er i grunden ikke fortid, for de er i den, erindrende, og den er i dem, nær‐
værende, bestemmende.
Historien var for disse kvinder ikke det forbigangne, men det stedse nærværende, ikke
en procession eller en kæde af begivenheder og personer, men et samfund. Den var be‐
grænset af deres hukommelse og deres bekendtskabskreds. Man kunne udtrykke højsko‐
lens opgave som historieforkynder således, at den skal skabe et lignende personligt eksi‐
stentielt forhold til historien, som de to kvinder levede i, men udvidet i tid og rum, så den
omfatter århundreder eller årtusinder i stedet for slægtled og Danmark og omverdenen i
stedet for sognet og nabosognene.” 10
Et smukt og stærkt billede på den dannelsesproces, hvor den enkelte indoptager den fæl‐
les historie som en del af sin egen personlige historie.
Løgstrup – højskolens nye fronter
Løgstrup behandler i artiklen kun indirekte højskolens almene sigte, men at det for ham
drejer sig om at danne livssyn er tydeligt. Artiklens tema er udfoldelsen af et bestemt
livssyn som højskolens hovedopgave: den historiske i front mod den idealistiske histo‐
riefilosofi på den ene side og eksistentialismen på den anden side.
”I forrige århundrede var fronten børne‐ og eksamensskolens terperi og universitetets
kedsommelighed, der hver på deres maner gjorde historien uvedkommende. Fronten i
10 Op. cit., s. 170