Den særegne højskole - idegrundlag og tradition. - Interfolk

8. De nyttige kompetencer, 1993-99 103
Søren Møller, Gerlev; Henning Nørhøj, Rønde; Lars Runo Johansen, Esbjerg; Hans Lassen,
Svendborg. Blandt tvivlerne var personer som Hans Henningsen, tidligere Askov; Dorte
Esbjørn Holck, Rødding; Jens Schrøder, Langeland.
Aserne havde gode argumenter om faren ved at højskolen begyndte en glidebane,
hvor man solgte ud af ens identitet og frihed for den skål linser, som fuu‐eleverne ville
udgøre. Omvendt havde jætterne megen god kritik af asernes tendens til at vende ryggen
til livet udenfor højskolen, især erhvervslivet. I en kronik i Information af Lars Davidsen,
Jakob Erle og Lasse og Netty Rathnov indledes forsvaret af fuu‐uddannelsens placering i
højskolerne med et citat fra en gammel jættes kritik af asernes evindelige søndagsstem‐
ning.
”Højskolen med dens uforanderlige søndagsstemning og evindelige lovsang er fremmed
for den sociale virkelighed. Højskolefolkene forrådte den støvets verden vi alle sammen
fødtes til at tjene. Sådan skrev forfatteren Henrik Pontoppidan i sit opgør med broderens
højskole i 1880erne. Der har altid i den danske folkehøjskole været et spændingsforhold
mellem selvtilstrækkelighed og engagement i menneskets kår og behov.
I dag synger det traditionelle industrisamfund på sidste vers, og informationssamfun‐
det er på vej. Det stiller helt nye krav til kvalifikationerne, især til almen viden og omstil‐
lingsevne. Det betyder, at folkehøjskolen bør genindtage sin centrale rolle i menneskers
kvalificering (..). Højskolen har gennem hele sin historie uddannet til det hele liv, som na‐
turligvis også omfatter den del af livet, som går med at sikre dagen og vejen”.
Kritikken af asernes tendens til at gøre højskolen til et åndeligt højfjeldshotel kunne væ‐
re rigtig nok, men det er i sig selv ikke noget argument for at højskolen skal blive en del
af det rettighedsgivende uddannelsessystem, eller at højskolen skal til at tjene det nye
erhvervslivs kvalifikationsbehov.
Aserne stillede nemlig det første og mest åbenlyse spørgsmål: Hvorfor skal det folke‐
oplysende område inddrages til at løse problemer indenfor de formelle grunduddannel‐
ser. Havde det ikke været mere nærliggende at reformere det formelle system, så det og‐
så evnede at give de utilpassede og ikke‐boglige en kompetencegivende uddannelse. Det
kan godt være, at det er et uddannelsespolitisk problem, at 25 % af en ungdomsårgang
ikke får en kompetencegivende uddannelse, men det problem burde ikke placeres på
højskolernes bord, men der hvor det rettelig hører hjemme, hos det formelle uddannel‐
sessystem og hos de socialpædagogiske og arbejdsmarkedspolitiske velfærdssystemer.
Tilhængerne af fuu byggede på to hovedgrunde. Enten at højskolen havde en social
eller socialpædagogisk opgave som forskole for restgrupper, de utilpassede, de ikke‐
boglige m.v., en opgave som den på mange måder havde fået pålagt eller påtaget sig un‐
der de foregående 20 års lavkonjunktur med massiv ungdomsarbejdsløshed. Eller at høj‐
skolen kunne blive en spydspids i uddannelsessystemet ved at levere de ”personlige kva‐
lifikationer”, som det nye vidensorienterede erhvervsliv efterlyste, og som det formelle
uddannelsessystem havde store problemer med at sikre.
Begge begrundelser kan have deres egenværdi, men deres mangel er, at de ikke rigtig
forholder sig til, at det ikke er de opgaver, som er fastlagt i højskoleloven formålsbe‐
stemmelser om ”folkelig oplysning”. Den sidste begrundelse: højskolen som spydspids i
kvalifikationsgivning til erhvervslivet fik i øvrigt stor vægt i den næste større strid mel‐
lem højskolens aser og jætter: Debatten om højskolens placering i et nyt parallelt kom‐
petencesystem for voksne.