Den særegne højskole - idegrundlag og tradition. - Interfolk

More documents

Recommendations

Info

14. Fristelser og fare for højskolen 155 højskoleideen. Det var dem, der bar ånden videre og fik retten til at kalde sig folkehøjskoler. Med en faglig eksistensbegrundelse lever højskolen til stadighed på lånt tid. Den kan hen ad vejen finde nicher, som det formelle uddannelsessystem endnu ikke har udfyldt, men det er en stakket frist. Højskolens faglige uddannelsestilbud til landmænd, fiskere, sygeplejerske, handels‐ mænd, håndværkere blev efter 2. verdenskrig udskilt i nye formelt kompetencegivende uddannelser. Grundskolen blev udvidet til 9. klasse, en stadig større del af ungdommen får en erhvervsfaglig eller en gymnasial ungdomsuddannelse, og de fleste unge får her‐ med både de nødvendige almene og faglige kvalifikationer, og stadig flere får en videre‐ gående uddannelse til udbygning af særlige faglige kvalifikationer. Op til lovrevisionen i 1970 søgte højskolerne at lægge billet ind på hf‐undervisningen, som man havde haft fingre i under opstartsfasen, men den gled snart over til gymnasier‐ ne og de nye VUC‐centre. Senere har man kunnet tilbyde meritgivning under kvote 2 til hovedparten af de videregående uddannelser, men kvote 2’s vægt er nu også nedskrevet. Dagens højskoler konkurrerer på livet løs om at tilbyde forberedende kurser til mange forskellige videregående uddannelser. Men den mulighed er nu også ved at svinde ind med den friere adgang til de videregående uddannelser, og sådan kan vi blive ved. Højskolens faglige spor, der aldrig har været principielt begrundet, men en pragma‐ tisk nødvendighed og et ekstra tilbud, kan ikke bidrage til at bestemme højskolens egen‐ art og særlige opgaver i det samlede uddannelsessystem, hverken tidligere og endnu mindre nu. Tendensen til at profilere skolerne på den faglige erhvervsrettede nytte har som omkostning, at højskolens almendannende kerneydelse bliver utydelig både indad‐ til og udadtil. Det virker, som om man ikke rigtig tror på, at højskolens formålsbestem‐ melse har en samfundsmæssig vigtighed og nødvendighed, som man kan satse på. I ste‐ det prøver man at fremhæve sider ved skoleformen, den har fælles med det øvrige ud‐ dannelsessystem. Men det styrker ikke eksistensberettigelsen. Der har været en stadig strid om, at nogle højskolefolk ønsker rettighedsgivende un‐ dervisning for at opdyrke nye markeder, mens andre søger at afgrænse højskolen for at sikre det almene sigte. Det var både tilfældet ved 1942‐loven og 1970‐loven. Med 1993‐ loven sker der en klarere afgrænsning, bl.a. udgår de rettighedsgivende undtagelser fra 1970‐loven, til gengæld åbnes der op for korte kurser under en uge: Bl.a. med henvisning til opkvalificeringsopgaver af de ledige og ikke mindst for at få del i det nye forventede efteruddannelsesmarked, som BFU‐ og VUS‐reformerne tegnede til. Højskolefolk har i hele historien talt med dobbelt tunge, eller ønsket at blæse og have mel i munden samtidigt. De ville gerne stå for ånd, men de har været klar til at sælge ud, hvis der var nok støv at samle på. Ånden var redebon, men kødet var skrøbeligt. Og den‐ ne indre splittelse har styrket identitetsløsheden indadtil og svækket profileringen ud‐ adtil, og den har bidraget til højskolens uklare placering i uddannelsesbilledet. Interes‐ sant nok har det især været folkestyrets mænd og kvinder, der har søgt at fastholde høj‐ skolerne på det almene sigte. Mens højskolens egne folk har presset på for at give det faglige større vægt og for at fastholde eller få del i nye rettighedsgivende uddannelser.
156 14.3 Kvalificering til meningsfuld fritid Siden 1960erne har de fritidsrettede hobbyfag vundet stigende vægt indenfor folkeop‐ lysningen. Det gælder især indenfor aftenskolerne og fritidsundervisningen. Men ten‐ densen har også været til stede indenfor højskolerne, om end ikke så markant. Denne udvikling hang sammen med fritidssamfundets udvikling og i særdeleshed med massearbejdsløshedens gennemslag i perioden fra midt i 70erne til midt i 90erne. De fritids‐ og hobbyprægede tilbud, i værste tilfælde direkte ferieprægede tilbud inden for de korte kurser bredte sig. Fritidslivet og ikke menneskelivet kom i centrum. Det æstetiske blev for ensidigt dyrket på bekostning af det kundskabsmæssige og etiske. Fa‐ ren ved at overeksponere det æstetiske kan blive en for ensidig dyrkelse af kultursider i livsverden uden interesse for systemverden. Uden den forbindelse bryder almendannel‐ sen sammen, fordi det almene ikke længere er alment, da det ikke omfatter den histori‐ ske og sociale og kulturelle helhed, men har udspaltet sig i et isoleret rum. Den folkelige oplysning er ikke mulig uden, at livsvilkår præget af systemverden er med. Oplysningen ender som ”æstetisk oplysning”. Denne overvægt af det kreative og rekreative blev eksponeret i sommeren 1995‐96, hvor den offentlige presse og politikerne rettede søgelyset mod de korte kursers som‐ merferiepræg. Den offentlige kritik af højskolernes fritids‐ og feriepræg kom først efter, at de samfundsøkonomiske konjunkturer vendte i 1994, og fritidssamfundet blev taget af den politiske og kulturelle dagsorden, og i 1996 blev lediges og kontanthjælpsmodta‐ geres muligheder for at komme på højskole drastisk indskrænket af de store arbejds‐ markedsreformer. Højskolens opgave som ”varmestue” for de store ungdomsgrupper uden udsigt til arbejde eller uddannelse mistede legitimitet. En særlig variant af den fritidsrettede højskole, er skolen for ”aristokratisk oplys‐ ning”, højskolen som åndeligt højfjeldshotel. Stedet, hvor den arbejdsfrie elite mødes for at få kultur og kunst. Det gamle aristokratis kendetegn har altid været arbejdsfriheden. Arbejde var noget for de laverestående klasser. Den arbejdsfrie overklasse fandt mening og udfordringer hinsides arbejdsliv og socialt fællesskab. Her fra rekrutteredes opdagel‐ sesrejsende, eventyrere, flanørerne og dandyerne i de europæiske hovedstæder. Herfra opstod de endeløse teselskaber og parkpromenader og ferierejserne til kurbade og høj‐ fjeldshoteller. Og herfra kom mange af det sidste århundredes frit levende bohemer og kunstnere. Godt nok kom den gamle overklasse ikke på højskolen, men dele af den nye middel‐ klasse har indoptaget de ”aristokratiske” idealer, og nogen af dem har fundet højskolens frirum til at dyrke kunst og kultur attraktiv. Højskoleopholdet kan her blive et æstetisk fristed fra hverdagens, arbejdslivets og de sociale realiteters fortrædeligheder. Den sær‐ lige udgave er højskolen for unge med kunstnerdrømme, i en periode ofte unge ledige, der drømte om en meningsfuld fritid og en mulig karriere som kunstnere og bohemer. De kreative og rekreative fagtilbud spiller fortsat en stor rolle i højskolernes tilbud, og der er fortsat mange linjeskoler i musik, kunstfag og kunsthåndværk. Som sådan kan de godt indfri højskolelovens almene sigte. Det afhænger af, hvordan faget belyses. Men der er næppe tvivl om, at de vil blive afkrævet nærmere fag‐pædagogiske redegørelser for, hvordan det almene sigte varetages, når den nye højskolelov som forventet træder i kraft den 1. januar 2001.
Page 1 and 2:
DEN SÆREGNE HØJSKOLE TRADITION OG
Page 3 and 4:
2 Den særegne højskole. Tradition
Page 5 and 6:
4 9. POLITISK INDGREB - OPTAKT TIL
Page 7 and 8:
6 fra1961, højskoleloven fra 1970,
Page 9 and 10:
8 I. Traditionsbesindelse
Page 11 and 12:
10 gen for Folkehøjskoler var tals
Page 13 and 14:
12 lovteksten samt bemærkningerne
Page 15 and 16:
14 ”Det er imidlertid anerkendt,
Page 17 and 18:
16 Dette har bevirket, at en betyde
Page 19 and 20:
18 Under folketingets 1. behandling
Page 21 and 22:
20 lærere til at lukke sig inde og
Page 23 and 24:
22 ”Der er fare på færde, så v
Page 25 and 26:
24 ne i udvalgsarbejdet omtalt. Og
Page 27 and 28:
26 stedet for som foreslået 15, og
Page 29 and 30:
28 mellem Grundtvigs og oplysningst
Page 31 and 32:
30 Endvidere hævder Ehlers, at 194
Page 33 and 34:
32 Der var således tale om en mege
Page 35 and 36:
34 dette bånd mellem generationern
Page 37 and 38:
36 hensyn til denne fagundervisning
Page 39 and 40:
38 Dette bilag er interessant, ford
Page 41 and 42:
40 3. Højskolen til debat, 1961 Be
Page 43 and 44:
42 ”overfor Novrups ufyldestgøre
Page 45 and 46:
44 Men Wivel fremhæver på linie m
Page 47 and 48:
46 den så er forpligtet at tale ti
Page 49 and 50:
48 Hvad kan vi lære af det Ser vi
Page 51 and 52:
50 ”Efter gennemførelsen af lov
Page 53 and 54:
52 ”højskolen er et hus splidagt
Page 55 and 56:
54 Herefter følger en afgrænsning
Page 57 and 58:
56 engagement. Ungdomsoprøret elle
Page 59 and 60:
58 Dernæst arbejder en række høj
Page 61 and 62:
60 Bevægelsen fra 1942 til 1970 an
Page 63 and 64:
62 have dem. Det må være disse sk
Page 65 and 66:
64 dispositionsret og frie ret til
Page 67 and 68:
66 det store arbejde med at forbedr
Page 69 and 70:
68 5.2 Højskolens fronter En enest
Page 71 and 72:
70 filosofi eller teologi kan klare
Page 73 and 74:
72 ”endnu lider dybt under sine 6
Page 75 and 76:
74 I artiklen omtaler Korsgaard ogs
Page 77 and 78:
76 i posen, så bliver der ikke nog
Page 79 and 80:
78 tekstil, drama, skriveværksted
Page 81 and 82:
80 Det fik igen i starten af 90erne
Page 83 and 84:
82 procentangivelse af omfanget af
Page 85 and 86:
84 forstanderen Ludvig Schrøder ta
Page 87 and 88:
86 Under de særlige bemærkninger
Page 89 and 90:
88 ”Jeg er selv meget tilfreds me
Page 91 and 92:
90 7. Legitimeringskrisens udviklin
Page 93 and 94:
92 lebladet. 5 Det var ganske rigti
Page 95 and 96:
94 Birkholm havde ret i, at en opst
Page 97 and 98:
96 almen. Tre skoler fik henstillin
Page 99 and 100:
98 argumenter for, at det almene si
Page 101 and 102:
100 overleve. Og det uanset om vi s
Page 103 and 104:
102 8. Ny legitimitet ved kompetenc
Page 105 and 106: 104 Modstandernes kritik af at høj
Page 107 and 108: 106 På højskolernes næste årsm
Page 109 and 110: 108 lem af Skælskør Folkehøjskol
Page 111 and 112: 110 På kompetenceprojektets afslut
Page 113 and 114: 112 krav staten skal stille til ind
Page 115 and 116: 114 spørgsmål forud for Folketing
Page 117 and 118: 116 res som vi kender dem. Minister
Page 119 and 120: 118 (..) Frihedstraditionen er ikke
Page 121 and 122: 120 I HB nr. 23, 1999 ønsker redak
Page 123 and 124: 122 II. Idegrundlag og formål
Page 125 and 126: 124 Systemet nedtoner ønskelighede
Page 127 and 128: 126 lesskaber”. For en folkeoplys
Page 129 and 130: 128 sik som sammenspil, korsang og
Page 131 and 132: 130 11. Instrumentel nytte og blød
Page 133 and 134: 132 Samme udvikling kan man følge
Page 135 and 136: 134 der sætter den økonomiske nyt
Page 137 and 138: 136 det var den eneste dagsorden, d
Page 139 and 140: 138 afgørende grænse er, at state
Page 141 and 142: 140 Ove Korsgaard forfølger temaet
Page 143 and 144: 142 tiske omgangsformer, men ikke u
Page 145 and 146: 144 13. Almendannelse De centrale b
Page 147 and 148: 146 stod det rette, også ville gø
Page 149 and 150: 148 der formår at overskue eller m
Page 151 and 152: 150 præsentation for højskolen. E
Page 153 and 154: 152 kan ikke kanonisere en bestemt
Page 155: 154 Den første variant, der udvikl
Page 159 and 160: 158 glider ind og dækker over sund
Page 161 and 162: 160 Det skal ikke beklages, at erhv
Page 163 and 164: 162 At højskolen er en fri skole.
Page 165 and 166: 164 ver ikke skabt som kompetente m
Page 167 and 168: 166 sigte, men derfor kan Foreninge
Page 169 and 170: 168 Blandt hovedsvarene var det vig
Page 171 and 172: 170 U 27% aktiv rekreation/pusterum
Page 173 and 174: 172 Der tegnes her samme hovedmøns
Page 175 and 176: 174 Vi ser igen det samme mønster
Page 177 and 178: 176 Den vilje til selvkritik præge
Page 179 and 180: 178 Befolkningen vurderer, at dagen
Page 181: 180
show all

Den særegne højskole - idegrundlag og tradition. - Interfolk

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?