Den særegne højskole - idegrundlag og tradition. - Interfolk

30
Endvidere hævder Ehlers, at 1942‐loven ikke beskrev noget indhold, men kun en pæ‐
dagogisk form, det indholdsløse ”almendannende”. Det virker helt fejlagtigt, for i Be‐
mærkningerne til 1942‐loven er forkyndelse af livssyn og holdningsdannelse helt afgø‐
rende for forståelsen af det almendannende. Det drejer sig ikke om at lære kritisk stil‐
lingtagen og selvstændig tænkning, som det almendannende er forfaldet til at betyde i
nyere gymnasial sammenhæng. Det drejer sig om, at eleverne via mødet med læreren og
stoffet får styrket sit livssyn, sine personlige holdninger og dermed sin personlighedsud‐
vikling. Med andre ord om, at eleven møder indhold og holdning, og netop ikke pædago‐
gisk form. Den er ligegyldig, den berøres ikke i loven eller bemærkningerne.
I 1942‐loven udtrykkes med flere og mere præcise ord den indholdsmæssige opgave,
som stadig om end i mere kort form også udtrykkes i 1993‐loven, nemlig: Oplysning om
de folkelige fællesskaber, tolkning af tilværelsen og meningen med livet. Med sin tolkning
har Ehlers på forhånd udelukket sig selv fra at se 1942‐lovens afgørende bud på højsko‐
lens kerneopgave og særegne placering i uddannelsesbilledet. Det er han ikke ene om.
Det virker som om, at dette højdepunkt i højskoletraditionens bestemmelse af højsko‐
lens opgaver er glemt, og den er således uden betydning for den aktuelle afklaring. Des‐
værre.