Den særegne højskole - idegrundlag og tradition. - Interfolk

13. Almendannelse 147
ora, hvor den frie tanke kunne udfolde sig som modpol til fremskridtets tekniske fornuft
og instrumentelle nyttebetragtninger, der ellers brød frem alle andre steder i samfundet.
Ole Vind har i mange sammenhænge og senest i hans doktorafhandling om Grundt‐
vigs historiefilosofi påvist den nære sammenhæng mellem Grundtvigs og den sene op‐
lysningstids/tidlige romantiks historieteoretiske forståelse. 1 Jeg tror også, at man ville
kunne påvise, at Grundtvigs dannelsestanker står i stor gæld til nyhumanismens dannel‐
sestanker fra starten af 1800‐tallet, hvor oplysningstid og romantik fandt sammen i et
syn om det hele menneske, der forenede fornuft, følelser og vilje. En af Ole Vinds kolle‐
gaer fra Grundtvigs Højskole, Jørgen Demant havde et spændende indlæg om dannelse i
Højskolebladet i 1995, der for mig udgør et forsvar for almendannelsens nødvendighed.
Han hævder vigtigheden af
”i en epoke, hvor (ud‐)dannelse i den grad er underkastet ”tidens” og ”systemets” krav og
fordringer, er det i høj grad højskolens opgave at lade (ud‐)dannelsen være båret af
”rummets” og ”eksistensens” udfordringer. I skolen før og efter højskolen bliver idealet
mere og mere, at der skal produceres viden med henblik på ”samfundet”, ”arbejdslivet”,
”organisationen”, ”bureaukratiet”, med andre ord det systemiske liv eller den kooperative
del af tilværelsen. Men for at det systemiske og kooperative liv ikke skal bemægtige sig alt
i tilværelsen, så bør der være steder, hvor det sættes i perspektiv, dvs. hvor der spørges
til dets grundlag, fundament og mål. Og her mener jeg, at højskolen kan være et oplagt
sted, netop fordi den har sit specielle ”rum”, hvor ikke ”systemet” og ”kooperationen” er
idealet, men ”eksistensen” eller det ”helhedsstræbende menneske.
Højskolen kan efter min mening aldrig opgive den del af dens historiske oprindelse i
slutningen af det 18. århundrede, ”da oplysningens fornuft indgik alliance med romantik‐
kens sans for intuitionen, følelsen og det ubevidste, for dermed opstod forudsætningen
for det helhedsstræbende menneske, for at skabe det menneske, der søgte at blive hel,
vinde sig selv, ved at få sin forstand til at samarbejde med sin følelse og samvittighed som
basis for, at det entusiastisk kunne gå ind i og arbejde på at omdanne samfundet” Citatet
er hentet fra et festskrift i anledning af historikeren, lektor Leo Tandrups 60 års fødsels‐
dag (Havkat mellem himmel og jord, Centrum 1995).. Højskoleundervisningen skal give
udvendiggørelsen og neutraliseringen et modspil.” 2
Jørgen Demant finder her højskolens oprindelse i slutningen af 1700‐tallet, hvor oplys‐
ningstid og romantik indgik alliance, og den centrale alliance på det tidspunkt var den
nyhumanistiske strømning. Oprindelsen lægges således ikke i Grundtvig, måske ud fra
den betragtning at Grundtvig var et barn af denne strømning, og ikke noget radikalt nyt
eller særegent. Hans oplysningsidealer kan tolkes som en variant indenfor den bredere
europæiske nyhumanistiske dannelsestradition.
13.3 Højskolernes afvisning af almendannelsen
Indenfor nyhumanismen og andre dannelsestraditioner er almendannelse ideelt set en
dannelse om alt og for alle. Det enkelte menneskes dannelseshistorie kan være et spejl
på hele menneskeslægtens dannelseshistorie. Det dannede menneske er det menneske,
1 Ole Vind: ”Grundtvigs historiefilosofi”, Gyldendal 1999.
2 Jørgen Demant: ”Når forårsskolen er forbi” i Højskolebladet nr. 14, 1995