Den særegne højskole - idegrundlag og tradition. - Interfolk

28
mellem Grundtvigs og oplysningstidens historiesyner, og herunder efter min vurdering
også den store afstand mellem folkelig oplysning og dannelse.
For mig at se bygger Udredningens forståelse på den ene side på en hypostasering af
idegrundlaget i højskolebevægelsens første generation såsom Kold og Schrøder, hvor
Grundtvigs historiefilosofiske syner dominerede, men de var allerede usamtidige den‐
gang og blev også forladt af de følgende generationer, bl.a. mændene bag Ungdomsud‐
valgets betænkning, der lagde grunden til 1942‐loven. Deres syner var snarere det sam‐
tidsorienterede eller humanistiske, men det gjorde dem ikke ringere eller mindre
grundtvigske for den sags skyld.
På den anden side gør Udredningen sig opgaven for nem, ved at kritisere en forståelse
af almendannelsen, der ikke var den oprindelige idehistorisk set, men dens forfald til en
overklasses eksklusive dannelse, der mere havde præg af salonviden og gode manerer.
Ved at indsnævre begrebet til de danske nationalliberales dannelseshorisont, så udeluk‐
ker de sig fra den frugtbare dialog med den bredere europæiske humanistiske dannel‐
sestradition. Der er grund til at fremhæve denne forskel, fordi den eksistentielt prægede
personlige og folkelige dannelsesopgave er helt central i forståelsen af højskolens sær‐
egenhed til forskel fra de statslige erhvervskompetencegivende institutioners mere in‐
strumentelle uddannelsesopgave.
Denne forståelse af højskolens dannelsesopgave kommer klart til udtryk i forarbejdet
og bemærkningerne til 1942‐loven, og den præger bl.a. et af hovedværkerne i den nyere
højskolebevægelsens litteratur: ”Højskolen til debat, 1961”. Derom senere.
Ove Korsgaard giver heller ikke mange roser til Ungdomsudvalgets betænkning fra
1940 og 1942‐loven i ”Kampen om Lyset”, hvor han skriver. 36
”I den første egentlige højskolelov fra 1882 var begrebet folkehøjskole ikke blevet define‐
ret. Men i 1942‐loven kom der følgende definition. ”Folkehøjskolen lægger hovedvægten
på den almendannende undervisning. Den nyhumanistiske indflydelse på formålet med
højskolen var umiskendelig.”
Ifølge Korsgaard var ”Nøgleordet i betænkningen (..) personlighedsudvikling. Det var ikke
et udtryk, der hørte til højskoletraditionens kernebegreber, men derimod til nyhuma‐
nismens.” Det er uklart, hvad Korsgaard mener med ”den nyhumanistiske indflydelse”,
men det virker ikke som nogen ros. Men indflydelsen må jo være kommet ind bl.a. via de
tunge højskolefolk, der også sad i det ungdomsudvalg, der lavede oplæg til lovforslaget.
Måske tænker Korsgaard på den hovedretning indenfor højskolen efter 1920, han tid‐
ligere i bogen kalder de ”samtidsorienterede” såsom Uffe Grosen, Johs. Novrup og det
første firkløver bag redaktionen af Askovs Højskoles nye tidsskrift Dansk Udsyn: J. Th.
Arnfred, C.P.O. Christiansen, H. Lund og J. Rosenkjær. En retning, der var optaget af
fredssagen, Folkeforbundet og mellemfolkeligt samarbejde. Folk, som den anden hoved‐
fløj efter 1920, der ønskede ”den genrejste” højskole, med Aage Møller og Niels Bukh
som markante talsmand, kaldte ”humanisterne”, og som selv fik øgenavnet ”mytologer‐
ne”. Begge retninger fik i øvrigt den lidet rosværdige bestemmelse af Johannes Rosen‐
dahl, at de ”bar strudsen i deres skjold”. 37
36 Ove Korsgaard: ”Kampen om lyset”, Gyldendal 1997, s. 343‐345
37 Jens Rosendahl:” Højskolen 1920‐45, en polemisk citatmosaik”, i ”Højskolen til debat” (Gyldendal 1961), s.
126.