Havet - en uudnyttet ressource - DTU Fødevareinstituttet - Danmarks ...

Figur 3-2: Galathea-3 ekspeditionen – VæDDEREN ved Nanortalik, Grønland (foto: Nikolaj Blom)
Det er imidlertid en bred og tung definition, som i nærværende
rapport er omformuleret til: Marin bioteknologi kan
defineres som opdagelse, udforskning og brug af biologiske
produkter og processer fra marine organismer (hele
organismer, celler, gener) til udførelse af praktiske opgaver
samt til at skabe nyttige produkter. Hovedområderne for
anvendelse af den marine bioteknologi er medicin/sundhed,
fødevarer, kosmetik, akvakultur, landbrug, biofilm
og korrosion, biomaterialer, forskningsværktøjer, energi
og miljø.
Den blå bioteknologi, adskiller sig fra de andre bioteknologier
ved at være mere tværgående i sit anvendelsesområde.
Hvor ”rød bioteknologi” beskæftiger sig med
sundhedssektoren, findes den ”grønne bioteknologi”
indenfor landbrugssektoren og den ”hvide bioteknologi”
dækker industrien. Den blå bioteknologi vil således kunne
finde anvendelse inden for alle områderne og ikke blot en
enkelt sektor.
Marin bioteknologi er, som andre bioteknologiske områder,
stærkt afhængig af tværvidenskabeligt arbejde
og trækker på så forskellige felter som marin biologi,
botanik, fysiologi hos marine planter og dyr, mikrobiologi,
nanoteknologi, systembiologi, bioinformatik, farmakologi,
toksikologi, medicinaludvikling og en række af de nyeste
såkaldte ”omics”-teknikker.
Et eksempel på igangværende arbejde er den eksplosion,
der indenfor de sidste få år er sket i udforskning af havets
mikroorganismer. Store amerikanske konsortier DNAsekventerer
gener fra bakterier indsamlet i alle verdenshave
– med det håb, at der i denne gen-pool gemmer sig
en nøgle til nye medicinske produkter eller nye industrielle
enzymer.
En anden indgangsvinkel til at finde nye muligheder, er
den disciplin, der kaldes metagenomanalyse (ofte benyttes
det engelske udtryk ”metagenomics”), hvor man studerer
det genetiske materiale ikke fra en enkelt organisme
eller dyrket koloni, men i stedet fra en indsamlet prøve i
naturen. Fordelen ved denne metode er, at man kan få
adgang til det genetiske materiale fra arter der ikke lader
sig dyrke i laboratoriet. Det kan f.eks. være mikrobiologiske
organismer, der er vant til at leve i et meget næringsfattigt
miljø og/eller i en symbiose, eller der kan være tale
om DNA-fragmenter, der er fritsvævende i vandmassen.
Det antages, at mindre end 0,5 % af de marine mikroorganismer
kan dyrkes i laboratoriet (med de teknikker der
kendes p.t.). Ligeledes kan det være problematisk eller
udfordrende, om man vil, at de fleste bakterier kun danner
bioaktive stoffer under ganske bestemte dyrkningsbetingelser.
Der findes efterhånden en lang række enkeltstående
resultater og videnskabelige artikler, der illustrerer, hvor
betydningsfulde resultater, der kan opnås på en økonomisk,
miljømæssig og social bæredygtig vis ved anvendelse
af marin bioteknologi. Imidlertid har man hverken
i Danmark eller i EU prioriteret udviklingen af dette område,
og dermed er man heller ikke nået til at høste de
store fordele, der kan opnås på dette område.
En række lande, som f.eks. USA, Japan, Australien, New
Zealand og Norge, har allerede meget aktive forskningsmiljøer
og –virksomheder indenfor marin bioteknologi.
Som eksempel kan nævnes, at et af verdens førende havforskningsinstitutter,
Scripps Institution of Oceanography
(Californien) i samarbejde med University of California
allerede i 1998 etablerede Center for Marine Biotechnology
and Biomedicine. Dette center har til formål at
udvikle nye bioteknologier inspireret af det marine liv.
Introduktion 11