Havet - en uudnyttet ressource - DTU Fødevareinstituttet - Danmarks ...

9.3 FN’s havretskonvention
Konventionen definerer nationers rettigheder og ansvar i
forbindelse med deres brug af oceanerne. Konventionen
angiver retningslinjer for samhandel, miljøet og forvaltningen
af de naturlige marine ressourcer.
FN er ikke selv operationel i håndhævelse af konventionen,
men flere internationale organisationer er aktive på
specifikke områder – det er den Internationale Maritime
Organisation (IMO), den Internationale Hvalfangstkommission
(IWC) og den Internationale Havbunds Autoritet
(ISA).
Konventionen har bl.a. medvirket til en afklaring af en
række begreber, heriblandt områder defineret ud fra en
”basislinje”, der enten er kystlinjen eller rette basislinjer
trukket mellem kystfremspring eller øer.
Søterritoriet
Søterritoriet udgøres af det ydre og indre territorialfarvand
(Se Figur 9-1). Kyststaten har ret til at fastsætte bredden
af det ydre territorialfarvand op til 12 sømil fra kystlinjen
eller rette basislinjer trukket mellem kystfremspring eller
øer. Det indre territorialfarvand er beliggende på den
landvendte side af basislinjerne.
På søterritoriet har kyststaten i princippet fuld jurisdiktion
til bl.a. at håndhæve sin lovgivning ligesom på landjorden.
Dog skal staten respektere fremmede skibes ret til uskadelig
gennemsejling af det ydre territorialfarvand.
Danmarks ydre territorialfarvand er på 12 sømil. Dette
gælder også ved Færøerne, medens det ved Grønland er
3 sømil.
Den eksklusive økonomiske zone
Uden for søterritoriet kan kyststaten oprette en eksklusiv
økonomisk zone. I denne zone har kyststaten eksklusiv ret
til efterforskning og udnyttelse af de naturlige ressourcer
i havet samt på havbunden og dens undergrund samt
Figur 9-1: Det danske søterritorium (kilde:
Søværnets Operative Kommando, 2004)
til enhver anden økonomisk udnyttelse. Den eksklusive
økonomiske zone kan maksimalt udstrækkes til 200 sømil
(ca. 370 km).
Danmark og Grønland har en eksklusiv økonomisk zone,
mens Færøerne indtil videre alene har kontinentalsokkel
og fiskeriterritorium.
Rettigheder vedr. kontinentalsoklen
Principielt har kystlandene rettigheder (se nedenfor) over
kontinentalsoklen, der er den undersøiske naturlige forlængelse
af landterritoriet. Enhver kyststat har uden videre
ret til en kontinentalsokkel på 200 sømils bredde fra basislinjen.
Kontinentalsoklen slutter ved kontinentalskråningens
yderkant. Nogle lande kan således have rettigheder,
der rækker ud over 200 sømil, dog maksimalt 350 sømil
Dog kan rettighederne vedr. kontinentalsoklen ikke række
længere ud end 100 sømil efter 2.500 meters isodybde
(den linje der forbinder områder på 2.500 meters dybde).
Kyststaterne har eneret til at ophente mineraler og ikkelevende
materiale fra den del af kontinentalsoklen der
ligger indenfor de omtalte grænser. Kyststaterne har ligeledes
eneret til de levende ressourcer, der er fastsiddende
på kontinentalsoklen, men ikke til de organismer der lever
i vandsøjlen udenfor den eksklusive økonomiske zone på
200 sømil.
For Færøernes og Grønlands vedkommende er man i
gang med at indsamle videnskabelig dokumentation for
afgrænsningerne under Kontinentalsokkelprojektet.
Det åbne hav
Uden for disse zoner ligger det åbne hav, som ingen stat
kan underlægge sin suverænitet. Det er åbent for alle
stater til sejlads, fiskeri og overflyvning.
Der eksisterer dog enkelte områder – heriblandt Antarktis
– hvor der gælder særlige aftaler (der dog ikke vil blive
nærmere omtalt i denne sammenhæng).
Bilag 9-3 79