3 Stemmebaseret interaktion - The Game Design Chronologist ...

at hun slet ikke gider tænde spillet igen være betydelig. Problemet viser at det under det
semantiske syn på spillets system, bør overvejes nøje hvordan de interne relationer (her
tiden) påvirker objekter (spiller) og attributter (hund). Det er i mine øjne bedre at gøre
som i World of Warcraft (Blizzard, 2005), der faktisk belønner spilleren for at holde
pause fra spillet, ved at gøre belønningerne (i form af f.eks. erfaringspoint og guld) større
efter en pause. Her kan faren selvfølgelig være at spilleren holder for lange pauser og helt
glemmer spillet. En mulighed er naturligvis også helt at undlade at forbinde spillets tid
med den virkelige tid, hvad langt de fleste spil traditionelt har gjort.
Disse observationer af Nintendogs indgår i filosofien ovenfor på flere måder. Først og
fremmest er opdragelseselementet fra Nintendogs overført på ninjaeleverne, der igennem
Senseis træning skal lære at opføre sig som en ninja, ligesom de skal lystre Sensei ”som
en hund”. Træningen af selve talegenkendelsesmodulet vil jeg ligesom Nintendogs lade
indgå som en del af spillet (dog på en anden måde, hvad jeg vil beskrive senere), men til
gengæld vil det aldrig ske, at eleverne ikke reagerer på spillerens kommandoer. Det sker
ved (kort fortalt) at anvende samme kunstige intelligens som spillets fjender besidder, til
at kontrollere ninjaeleverne. Reelt vil ninjaeleverne dermed ikke reagere alene på
spillerens kommandoer, men delvist i henhold til den kunstige intelligens. Pragmatiske
forhold tages dermed i høj grad i betragtning, og vægtes gradvist højere jo mere erfaren
ninjaeleven er.
Min observation af et problem i størrelsesordenen NP har også haft en betydning for
spillets filosofi, idet kreativ problemløsning indgår i spillets missioner. Med kreativ
problemløsning forstår jeg problemer det ikke er muligt at løse algoritmisk (på kort tid),
men som kan løses forholdsvis hurtigt af den menneskelige hjerne. Problemer i
størrelsesordenen NP har ofte denne egenskab, og under det senere design af spillets
missioner har jeg derfor undersøgt eksempler på disse. De intelligensrutiner som spillets
fjender og ninjaelever reagerer efter, er dog naturligvis ikke i denne størrelsesorden (det
ville ikke være teknisk muligt). Det betyder at de talekommandoer som det skal være
muligt at give ninjaeleverne, skal have et simpelt mål der kan løses algoritmisk. F.eks. vil
talekommandoen ATTACK automatisk angribe nærmeste synlige fjende, på samme måde
som spillets fjender vil angribe ninjaeleverne så snart de er synlige for dem.
Problemet i forbindelsen mellem virkelig tid og spillets tid har jeg løst på traditionel vis,
ved slet ikke at indføre en sammenhæng. En velprøvet og velfungerende ”løsning”.
10.1.2 Rainbow Six og SOCOM
I holdbaserede førstepersonsskydespil er spilleren leder af en lille gruppe af soldater. I
lang tid blev kommandoer til de andre soldater givet gennem et visuelt interface, hvilket
gav spilleren problemer med at holde opmærksomheden på eget gevær, og tvang
udviklerne til at sænke spillets tempo for at mindske problemet. I de nyeste udgaver af
både Rainbow Six (Ubisoft, 2005) og SOCOM (Sony, 2004) kan der gives kommandoer
gennem en mikrofon, hvilket løser fornævnte problem, og gør det muligt at øge
spiltempoet. Der er stadig problemer med talekommandoer der ikke genkendes, men der
indføres alligevel en forholdsvis uproblematisk måde at interagere med holdet på.
70