Forskernes arbejdsliv

- Stresssymptomerne ville have været langt værre, da jeg havde små børn. Det har stor betydning at
arbejde og familie kan hænge sammen. Jeg oplever, der er for mange opgaver til at kunne fordybe
mig tilstrækkeligt.
- Det er generelt et problem med for stort arbejdspres. Der er ingen kolleger, som kan varetage mine
arbejdsopgaver, hvis jeg er sygemeldt, til møder eller andet - bunkerne af arbejdsopgaver vokser
bare. Det er desuden et stort problem i de tidsbegrænsede projektstillinger, at de er sammenstykket
af mange småbidder, som gør det svært at nøjes med at arbejde 37 timer om ugen.
- Min arbejdssituation er lidt speciel, da jeg fra jan. 2003 har delt mit arbejdsliv mellem
gymnasielærerjob og ph.d. stipendium. Efter alvorlig hjertesygdom og 7 måneders sygefravær samt
(forgæves) forsøg på at genoptage 2 halvtidsjobs er jeg fra august 2005 på halv pension og 2 gange
kvarttidsjobs, og forsøger at passe på mig selv ved at tage det hele roligt. Jeg er i øvrigt ansat under
humaniora - ikke samfundsvidenskab.
- Balancen er svær og man skal konstant bearbejde sit forhold til arbejdslivet.
- Vilkårligheden i topstyringen er uacceptabel. Manglen på velovervejet fairness er uacceptabel.
- Jeg elsker at forsker. Jeg skriver og publicerer og er jublende glad for det. Jeg vejleder og har det
glimrende med dette. Jeg bruger alt, alt for meget tid på administration. Og jeg hader det. Det er en
gru af spildtid. Da vi skulle angive den procent vi forsker i var jeg noget i tvivl. Min formelle
arbejdstid indeholder meget administration. Men min fritid indeholder meget forskning. Forskning i
procent kunne angives som eksempelvis 10% af min formelle arbejdstid. Eller som 40% eller noget
i den retning, af min samlede arbejdstid.
124