Forskernes arbejdsliv

arbejdsmæssige krav og kompetencer, enten støtte eller forværre den enkelte forskers
karrieremulighed og velbefindende.
De uformelle aspekter har ofte en afgørende betydning i forhold til ansættelsesproceduren. Til trods
for diverse eksterne indgreb såsom universitetslovene har det ifølge Søndergaard ikke ført til en
radikal ændring af den måde bedømmelsesudvalg nedsættes og bedømmer ansøgeren på
(Søndergaard 2003: 62). I et forsøg på at forstå universiteternes komplekse integrationsmekanismer,
opererer Søndergaard med en konsensuel og en disensuel miljøtype. Der er tale om
idealtypificerede miljøtyper 45 , hvor et konsensuelt miljø karakteriserer de naturvidenskabelige fag,
mens de samfundsvidenskabelige og de humanistiske fag er kendetegnet ved et disensuelt miljø.
Det konsensuelle miljø er i høj grad præget af enighed omkring en værdifri og dermed neutral og
objektiv videnskabelig bedømmelse. Der således tale om, at miljøet afgrænses af et paradigme, der
fast adskiller grænserne for de enkelte fag og samtidig begrunder fællesnævneren. I forhold til
forskerrekruttering er der ofte tale om brede stillingsopslag og hvor der først og fremmest skeles til
ansøgerens antal publikationer i internationale tidsskrifter og status i citationsindeks. (Søndergaard
2003: 65-66) I modsætning hertil rummer det disensuelle miljø en mere heterogen
beslutningspraksis præget af en større mangfoldighed af fortolkninger og faginteresser. Miljøet
inkluderer flere paradigmer, hvilket giver flere definitioner og praksisser, hvormed det disensuelle
miljø kan typificeres i et kamppræget, et pragmatisk og et elitært miljø 46 . Hver især forklarer
miljøtyperne, hvordan der trods mangel på konsensus kan eksistere en form for sammenhold. I
forhold til forskerrekrutteringen legitimeres bedømmelserne officielt set i lyset af en
neutralitetsdiskurs og således vil ansøgeren officielt set blive bedømt på samme måde som inden for
det konsensuelle miljø – dvs. med vægtlægning på videnskabelige præstationer. Men pointen er, at
kravene til art og omfang af de videnskabelige præstationer vil blive tilpasset så fleksible
bedømmelseskriterier, at de i videst muligt omfang kan medieres og bøjes for at kunne tilgodese og
styrke de mere eller mindre divergerende hensyn og interesser, der afspejler det disensuelle miljø.
(Søndergaard 2003: 73) Derfor er stillingsopslagene i disensuelle miljøer oftest mere snævre og
45 ”Typologiseringer er på mange måder problematiske, fordi typerne aldrig lader sig endeligt adskille, ej heller fæstne
som statiske praksisformer og funktionsmåder. De bevæger sig hele tiden i forhold til både en tids- og en
kontekstdimension: Typerne kan variere og glide ind i hinanden både som en følge af ændringer i mere overordnede
betingelser og i deltagergrupper over tid. Og de kan variere og antage blandingsformer som en følge af de aktuelle
kontekster, de interagerer med og inden for. Ikke desto mindre har jeg fundet det frugtbart at udvikle nogle lidt
overordnede orienteringsskitser ved hjælp af typologiseringen.” (Søndergaard 2003: 65)
46 Det kampprægede miljø er kendetegnet ved aggressive, konfliktuelle eller ligefrem gensidigt ekskluderende former for
interaktion. Derimod udmøntes det pragmatiske miljø i rum for forskellighed og at de forskellige deltagere tildeles
ressourcer efter tur. Det elitære miljø rummer også forskelligheden, men fungerer inden for nogle mere hierarkiske
rammer. (Søndergaard 2003: 66-67)
50