Forskernes arbejdsliv

For en ganske væsentlig del af forskerne (35%) er det meget vigtigt med ’et samfundsnyttigt job’
(spm. 4.9) og gruppen udgør hele 80,6%, såfremt ret vigtigt kategorien medregnes. Indenfor disse to
kategorier opfyldes ønsket om et samfundsnyttigt job for langt de fleste, idet 86,8% af den
ovennævnte gruppe (på 80,6%) oplever, at det opfyldes i nogen grad eller i høj grad. Interessant nok
vægtes et samfundsnyttigt job generelt højere af kvinderne og særligt af kvindelige lektorer og
adjunkter.
Anerkendelse blev undersøgt ud fra faktorer såsom publicering, formidling, igangsætte og inspirere
samt at være kendt og have forbindelser (spm. 19.1-19.9). Af ’statistics’ fremgår det klart, at
forskerne vurderer, at de primært får anerkendelse fra publicering i anerkendte tidsskrifter og delvist
i bøger. Men det er også ret vigtigt at have forbindelser samt inspirere og igangsætte andre forskere.
Endvidere tillægger kvinderne publicering i anerkendte tidsskrifter noget større betydning end
mændene, men paradoksalt nok er der en del flere mænd, som prioriterer publiceringen meget. En
kvindelig lektor kommenterer, at det giver ”umiddelbart utrolig meget anerkendelse at skrive eller
udtale sig til medierne, mens det på kort sigt ikke giver særlig meget anerkendelse at skrive i
fagspecifikke tidsskrifter. Alle ved dog, at det sidste ’tæller’ langt mere i akademia”. (Bem. spm.
18) Det er ikke overraskende, at det er publicering i bøger og anerkendte tidsskrifter, som
prioriteres højest blandt forskerne, men underligt nok viser det sig, at det at omsætte
forskningsresultater i undervisning prioriteres næsten lige så højt som publiceringerne, til trods for
at de mener, at de ikke opnår anerkendelse herigennem. Forklaringen på denne prioritering tolker
jeg, at det er forskernes faglige stolthed, som kommer til udtryk i dette. Ydermere viser det sig, at
det er de kvindelige lektorer og mandlige professorer, som prioriterer omsættelsen af
forskningsresultater i undervisning højest. De viser således et engagement for de studerende og
undervisningen og kan derigennem opnå anerkendelse fra de studerende, hvilket lige netop disse to
grupper i særlig grad opnår.
’Anerkendelse opleves i høj grad fra’ (spm. 18) familien af 51,3%, men den opleves også i
væsentlig omfang fra venner (47,4% - i høj grad), studerende (39%), kolleger (32,2%), mens kun få
(11,8%) i høj grad oplever anerkendelse fra samfundet generelt. Hvis man ser samlet på gruppen i
høj grad og i nogen grad, svarer 50,3%, at de oplever anerkendelse fra samfundet generelt,
hvorimod ca. 80% svarer, at de gør det fra de andre nævnte grupper. Alle fem
anerkendelsesspørgsmål korrelerer signifikant og derfor finder jeg det velbegrundet at lægge dem
sammen til et anerkendelsesindeks. Anerkendelsesindekset medregner kun respondenter, som har
svaret udførligt på alle fem spørgsmål og accepterer ikke svaret ved ikke. Af anerkendelsesindekset
fremgår det, at 15,9% af forskerne gennemsnitligt oplever i mindre grad eller slet ikke
anerkendelse, dvs. anerkendelsesmæssig krænkelse. Der er ikke umiddelbart nogen
kønssammenhænge, men ved nærmere elaborering viser det sig, at det særligt er ph.d.’erne som
83