Forskernes arbejdsliv

hovedsageligt står for det hjemlige husarbejde. Arbejdsliv og privatliv hænger dog bedst sammen i
de tilfælde, hvor arbejdsopgaverne er ligeligt fordelt.
Når forskeren arbejder mere end denne formelt set skal skyldes det så, at ’det er mere interessant at
være på arbejde end at være hjemme?’ (spm. 8.9) Nej! Kun 9,1% af forskerne erklærer sig enig eller
delvis enig i ovennævnte påstand, der er slet ingen, der har svaret helt enige. Og over 50%
erklærede sig derimod helt uenige. Enigheden er mest udbredt blandt mændene, og særligt dem
uden hjemmeboende børn. Men tendensen gør sig også gældende blandt kvinderne. Der er ikke
noget, der umiddelbart peger på, at enigheden skulle være mere udbredt blandt singlerne, da der er
få af dem i undersøgelsen. Dette modsiger umiddelbart Hochschilds påstand om, at arbejdet bliver
tilvalgt frem for familien. Men konklusionen bør dog modereres betragteligt, idet forskernes i stort
omfang tager arbejdet med hjem og således både vælger at være hjemme ved familien og arbejde på
en gang.
Forskerens oplevelse af overensstemmelse mellem arbejdslivet og familielivet formodes i høj grad
at være afhængig af opbakningen fra familien og således ikke opleve pres fra familien til at
nedprioritere arbejdet for at få mere tid sammen med dem (spm. 35). I den teoretiske tilgang til
balancen mellem arbejde og familie (afsnit 4.3.2) påpeges det endvidere, hvordan deltidsordninger
og lignende i højere grad kunne udnyttes. Derfor undersøges det om forskerne overvejer en række
jobændringer for bedre at tage hensyn til familien og opnå en bedre balance.
Der er kun 10,2% af forskerne, som ofte oplever ’pres fra partner/familie til at nedprioritere arbejdet
for at være mere sammen med dem’ (spm. 35), heraf er det primært mændene med hjemmeboende
børn over fire år og partner med kort eller mellemlang uddannelse, som udsættes for dette pres.
Iblandt de forskere som jævnligt oplever pres til at nedprioritere arbejdet uanset køn har næsten
halvdelen ikke hjemmeboende børn. Interessant nok er det kvinderne, som oplever sig belastede
(bl.a. af stress), men det er ikke dem, der oplever det direkte pres fra familien til at nedprioritere
arbejdet. Måske fordi de har en partner, der forstår deres arbejdssituation eller bor alene.
For at tage bedre hensyn til familien blev forskerne spurgt om de overvejer at ’skifte til et andet
job’, ’gå ned i arbejdstid (deltid)’, gå på efterløn’ eller ’gå på pension’ (spm. 27). Det fremgår af
frekvenstabellerne, at det mest udbredte er at overveje at skifte job, idet hele 27,7% overvejer det
ofte eller jævnligt. Mens kun 20,7% overvejer at gå på deltid. Overvejelser omkring efterløn og
pension er slet ikke så udbredt, idet kun 7,6% overvejer efterløn og 9,1% pension. Det formodes, at
denne overvejelse er aldersbetinget, hvilket bekræftes i og med fra 51årsalderen virker disse
overvejelser udbredte. I forhold til at skifte job og gå på deltid er der ikke umiddelbart nogen
særlige kønsmønstre. Det vil være interessant at se om børn har en indflydelse på overvejelserne.
Der er en klar rendens til, at har respondenten små børn under fire år, er det udbredt at overveje
89