Forskernes arbejdsliv

social og politisk identitet er ikke mulig at belyse via denne undersøgelse. Denne konklusion er i
direkte modstrid med bl.a. Beck og Bauman, der jo som bekendt antager, at den nuværende
samfundsmæssiggørelses største problem er, som Beck formulere det, at ”den personlige identitet
begynder at løsgøre sig fra erhvervsrollen”. Jeg finder dog, at forskerarbejdets identitetsmæssige
betydning er knyttet til både arbejdets samfundsmæssige betydning og til rollen som forsker.
Med den ovenstående kraftige identifikation med arbejdet finder jeg det muligt at konkludere, at
arbejdet i væsentlig grad indgår i forskernes selvidentitetsprojekt og meningsfuldhed i forskernes
liv. Netop meningsfuldheden og selvidentitetsopbyggelsen er også afhængig af fremtidsudsigterne i
arbejdet, hvor forskerne overvejende er tilfredse (spm. 25.1). 11,5% er dog meget utilfredse, og
denne mistrivsel er mest udbredt nederst i stillingshierarkiet blandt ph.d.’er og mandlige adjunkter,
hvormed dette måske kan være et udtryk for at livsarbejdsidentiteterne ikke er så udbredt blandt
yngre forskere. Fremtidsudsigterne er bl.a. også afhængige af avancementsmuligheder,
anerkendelse, personlig udfoldelse og sociale relationer. I arbejdet med de enkelte planer viser det
sig, at det specielt er øverst i stillingshierarkiet de nævnte punkter er opnået eller har mulighed for
at styrkes/udbygges, mens der nederst har vist sig manglende anerkendelse og dårligere sociale
relationer (særligt pga. konkurrencemiljøet og det kollegiale fællesskab).
6.4.2 Identitetsmæssige konsekvenser
I de identitetsmæssige konsekvenser er der fokus på de elementer i forskernes arbejde og
omgivelser som i særlig grad kan virke identitetsnedbrydende for forskerne. Indledningsvis er der
fokus på det sociales betydning, hvilket følges op af fremmedgørelse og fleksibilitet samt
sammenhængen mellem arbejdsliv og familieliv.
Følelsen af social integration afhænger af individets sociale relationer, som er knyttet til
organiseringen af arbejdet og arbejdsdelingen, hvor arbejdssituationer er afhængige af kollegers
indsats. Arbejdsrelationerne må hverken være fremmedgørende eller usammenhængende, så disse
relationer kan i høj grad være identitetsbekræftende eller -nedbrydende. Langt størstedelen af
forskerne er delvist afhængige af deres kolleger, hvilket er positivt. Men en mindre gruppe (11,1%)
er slet ikke afhængige, og det kan nedbryde den kollektive gruppeidentitet iblandt dem, hvilket
forklarer hvorfor disse respondenter også primært er generet af denne uafhængighed. Oplevelsen af
det sociale arbejdsmiljø lokalt er for 10,1% vedkommende dårlig og særligt ph.d.’erne, de
kvindelige lektorer og mandlige adjunkter giver udtryk for en belastning på dette område. Dette
bekræftes, idet ca. 12% af forskerne synes, at de slet ikke eller kun i mindre grad har behagelige
mennesker at samarbejde med. Det fremgår endvidere af analysen i det sociale plan, at der hersker
94