Forskernes arbejdsliv

Jeg finder, at denne modsætningsfyldte tese ikke rigtigt er indfanget i værdiskift-debatten, hvor der
primært opereres med en modstilling mellem arbejde og andre livsområder – men arbejdet forbliver
ikke uforanderligt, hverken i sin subjektive betydning eller i sine objektive strukturer. Endvidere er
denne modstilling mellem arbejdslivet og andre livsområder et udtryk for en accept af et splittet liv,
hvilket bekræftes i Teknologirådets seneste rapport om ”Balancen mellem arbejdsliv og andet liv”,
hvor det fremgår, at ”Missionen må være at skabe ét sammenhængende liv”. (Teknologirådet 2005:
58)
Udviklingen af arbejdets identitetsrelevans er således ikke entydig, det er sandsynligt, at arbejdet
har tiltagende identitetsrelevans, såvel i kvantitativ som kvalitativ forstand såfremt der f.eks. måles
på følgende parametre. Kvantitativt forstået således, at stadig flere af de unge kvinder retter deres
livsorientering mod arbejdet eller en kombination af arbejde og familie. Kvalitativt ved at religion,
familie, venner mv. for stadig flere får mindre entydig troværdighed end arbejde.
”Den relativt høje vægtning, som arbejdet opnår i livskoncepterne, skal ikke
opfattes som udtryk for en traditionel arbejdsmoral eller som en
’tilbagevenden’ til de tidligere tiders værdier” (Baethge 1994: 235).
Den væsentligste forandring lader sig næppe klassificere inden for de to nævnte hovedkategorier,
men kommer snarere til udtryk ved måden hvorpå individet forholder sig til arbejdet. Tidligere var
individet tvungen til at arbejde for pengenes skyld og dermed forholde sig til arbejdet, hvorimod
individet idag snarere arbejder for at udfolde sig og dermed primært relatere sig selv til arbejdet.
(Baethge 1994: 245-246)
Endelig er det meget væsentligt at bemærke, at arbejdet som et essentielt pejlemærke for
identitetskonstruktionen i stadig højere grad kun bliver en del af den personlige identitet og i stadig
mindre grad formidler en social og politisk identitet. Denne konklusion er i direkte modstrid med
bl.a. Beck og Bauman, der jo som bekendt antager, at den nuværende samfundsmæssiggørelses
største problem er, som Beck formulerer det, at ”den personlige identitet begynder at løsgøre sig fra
erhvervsrollen” (Beck i Baethge 1994: 247). Det fremstår således ikke klart, hvad der i dag er det
identitetsskabende. Jeg mener i høj grad, at arbejdet stadig har en væsentlig betydning for
identiteten, men vil samtidig ikke udelukke Baumans forbrugsperspektiv om livsstil. Dette kan
skyldes, at muligheden for at forbruge er afhængig af arbejdsindkomsten.
Identitet og forholdet mellem arbejde og identitet er ingenlunde beskrevet udførligt og udtømmende
i dette speciale. Ej heller er det mig muligt at drage en konklusion på, hvad det vigtigste er for at
skabe og opretholde en hel identitet, men der er fremkommet nogle væsentlige indikatorer i det
ovenstående, som jeg vil prøve at undersøge nærmere empirisk.
42