Forskernes arbejdsliv

præget af en rationel organisering af arbejdet, hvor kapitalbesidderen reelt frit kunne købe den
arbejdskraft, som han ønskede og som arbejderen formelt set frit kunne sælge. Disse gruppers
indbyrdes relationer bestemtes af markedsbetingelser som alle havde at rette sig ind efter, da f.eks.
fabrikanten ellers bliver elimineret og arbejderen arbejdsløs. (Weber 1995: x, 9-10, 30-31) Ifølge
Weber (1995) var det særligt gældende for den protestantiske etik, at den sigtede på et arbejdsliv,
hvor øjeblikkelige behov udsættes til ære for Gud. Den arbejdsetik, mente Weber, virkede
genererende for den kapitalistiske ånd, hvor netop behovsudskydelsen stod centralt i forhold til
bestræbelserne på at skabe profit og dermed akkumulere kapitalen. I længden havde kapitalismen
dog ikke brug for, at arbejdet skete til ære for Gud, hvormed målestokken og arbejdets
omdrejningspunkt i stigende grad blev kapitalvolumen og øvrige statussymboler knyttet til arbejdet.
Weber beskriver hvordan det moderne samfund blev opbygget i den kristne askeses ånd, og i denne
opbyggelsesproces gik de materielle goder hen og fik stigende betydning, og til sidst en så
ufravigelig karakter overfor menneskene, at ånden måske undveg fra jernburet. Burets fremtidige
beboelse kendes dog ikke, hvormed Weber således åbnede buret på klem for, at ’livsverdenen’ kan
banke ’systemet’ på plads (Habermas 1996). (Weber 1995: 120-122) Det er interessant, at netop
denne rationalistiske kapitalisme i dag har bredt sig til det meste af verden i form af globaliseringen
som et andet globalt jernbur. Det var ganske kendetegnende for Weber, at han i kontrast til de fleste
marxister ikke havde nogen rationalistisk foragt for religionen, da han så religionen som en
institution, der udtrykte menneskets søgning efter mening. Altså en meningsopbyggende funktion,
der både kunne legitimere materielle interesser og magtinteresser. (Weber 1994: XXIII) Da religion
skaber fællesskaber som satte moralske og etiske principper for livsførelsen, skabte religionen en
stabil fælles attitude, til gavn for arbejdsindsatsen og staten.
Hårdt fysisk arbejde blev således positivt ladet og “because a person’s fate was predetermined,
work was a way of demonstrating to others that s/he was one of the chosen” (Beder 2000: 34).
Gennem arbejdet markeredes tilhørsforholdet til Gud og resultatet af det hårde arbejde blev derfor
et tegn på Guds velsignelse af mennesket. Arbejdet blev således et fundament for menneskets
karakter og mening i livet. Charles Wright Mills beskriver, hvordan
”Det var Guds vilje, at alle mennesker skulle arbejde, men det er ikke Guds
vilje, at mennesket selv skal begære frugterne af eget arbejde – de må
reinvesteres for at muliggøre og anspore endnu mere arbejde (…) utrætteligt
arbejde, baseret på religiøs overbevisning, vil kunne sone synden og lede til
det gode liv i fromhed.” (Mills 1968: 250).
Arbejdet blev således tilført en moralsk og etisk dimension, hvormed ideen om, at arbejdet ikke blot
var et middel til at skaffe til livets opretholdelse blev indført. Arbejdet har altså ikke blot til formål
at skabe en øjeblikkelig nydelse, men tjente også til en ’fremtidssikring’ ved reinvestering af
12