Forskernes arbejdsliv

universitet. Der er dog det problem, at dels er deltagelsen ikke en rettighed og dels er der som regel
grænser for, hvor langt denne uformelle indflydelse rækker. Dette indebærer en risiko for, at det
overvejende bliver de ’stærke’ velformulerede og udadvendte medarbejdere, der umiddelbart er i
stand til at tackle kommunikationen med ledelsen vedrørende personlige udviklingsbehov og
ønsker, mens de ’svagere’ medarbejdere passer deres arbejde (som altid) og glemmes. (Bottrup
2001: 221-222) I sådanne tilfælde er det ganske forståeligt, at arbejdet bliver et ’nødvendigt onde’
som lønarbejdet. I forlængelse af dette kan der ligeledes drages en parallel til, at det var de
højtuddannede - herunder forskerne - med indflydelse på arbejdet, der var mest tilfredse og
værdsatte ifølge den danske værdiundersøgelse. (Christensen 2002: 122)
Omkostningerne ved at arbejde i frie netværk kunne f.eks. være en øget arbejdstid, intensivering af
arbejdet, øget stress og en generel forværring af det fysiske og psykiske arbejdsmiljø (Bottrup 2001:
124, 135-136). I forhold til det psykiske arbejdsmiljø vil jeg fremhæve Csonkas undersøgelse, der
viste, at den psykiske belastning er højere ved fleksibelt arbejde, men til gengæld er det psykiske
velbefindende væsentligt bedre (Csonka 1999: 10).
Forskning, udvikling og læring er umiddelbart ord med meget positive konnotationer i
samfundsdebatten. Men med forskningsperspektivet for øje, har det måske en tendens til at blive
mere instrumentel, hvor der tænkes på forskningens og universitetets behov frem for
medarbejderens behov. Senge påpeger i sin teoretiske redegørelse, at alle mennesker
grundlæggende er lystfyldte og læring er ”vores natur (…) og vi elsker det” (Senge 1999: 14). Men
er alle former for læring og udvikling entydigt godt? Hvad nu hvis nye arbejdsprojekter fører til en
øget kontrol eller nye kontrolformer, hårdere arbejde og mere ansvar uden nogen form for
kompensation? Og har forskerne i væsentlig omfang indflydelse på deres arbejdsopgaver, herunder
administration, undervisnings- og forskningsemnerne?
En yderligere udfordring som kendetegner det fleksible arbejdsmarked er at konflikter på
arbejdspladsen i stigende grad gøres til individets problem, da fagfællesskaberne og solidariteten i
arbejdsfællesskaberne er blevet erstattet med en virksomhedssolidaritet, hvor ’alle spiller på samme
hold’ (Østergaard (2002: 144). Denne virksomhedssolidaritet kan i tilfælde af (interne) konflikter
komme på en hård prøve og problemerne bliver således knyttet til den enkelte forsker.
I forskernes arbejde er det ikke kun kroppen, der er brug for i arbejdslivet, da arbejdet i stor
udstrækning er blevet et instrument til personlig udvikling og anerkendelse. Der bliver i højere grad
tale om, at både kroppen, hovedet og hjertet, altså selvet, bliver stillet til rådighed for
arbejdsgiveren. Senge lægger i høj grad op til denne ’kolonisering af selvet’, hvor individet skaber
og placerer sin identitet i arbejdet. (Debel-Hansen 2002: 25-27, 37) Den tyske sociolog Jürgen
18