Forskernes arbejdsliv

er blandt mændene, at ønsket om et selvstændigt job med udstrakte frihedsgrader ikke opfyldes.
Frihedsgradernes dilemma beskrive sigende af en respondent på følgende måde:
”Noget af det sværeste i ansættelsen (…) er at man selv er ansvarlig for næsten alt hvad man gør.
Det kombineres med en betydelig frihedsgrad i valget af arbejdsopgaver og måden de løses på.
Resultatet er dels at du altid kan gøre tingene bedre og at du har et meget personligt resultatansvar.
Det er både en udfordring men bestemt også en belastning.” (Bem. slut)
Langt størstedelen (75,8%) af forskerne er kun i nogen eller mindre grad ’afhængige af deres
kollegers arbejdsindsats’ (spm. 10.1). Det er således kun mindre grupper som i høj grad eller slet
ikke er afhængige af deres kolleger på henholdsvis 13,1% og 11,1%. Jeg finder disse to gruppers
forhold problematiske, idet det er sundt at være lidt afhængige af kolleger, da det skaber samarbejde
og social integration, mens for stor afhængighed kan begrænse forskerens frihed og slet ingen
afhængighed kan tyde på begrænset samarbejde. Det viser sig, at blandt de 13,1% af forskerne, som
i høj grad finder deres arbejdssituation afhængig af deres kollegers indsats, er 47,4% noget eller
meget generet af denne situation. Modsat er kun 12,5% af de 11,1% forskere, der slet ikke er
afhængige af kollegerne, generet noget eller meget af denne uafhængighed.
I forhold til deadlines mener hovedparten af forskerne (64%), at de i høj eller nogen grad har
’indflydelse på deres deadlines’ (spm. 10.8). Mens bemærkelsesværdigt mange (35,3%) finder, at
de kun i mindre grad eller slet ikke har denne indflydelse, heraf mener 40,9%, at denne situation
generer dem noget eller meget. Forskerne er ellers godt tilfredse med selv at have indflydelse på
deres deadlines. Hvilket uddybes i det rammemæssige plan.
Indflydelse og selvbestemmelse har også sin pris, idet forskerne med stor selvbestemmelse vil
kunne opleve at stort set intet er bestemt og givet på forhånd, hvilket kan give identitetsproblemer
på linje med lønarbejdernes fremmedgørelse. Problemer i denne væsentlige selvbestemmelse er, at
forskerne kan stå i situationer, hvor de skal træffe arbejdsmæssige valg, der ikke er mere værdifulde
end andre og som for andre mennesker fremstår ligegyldige. (Husen 1984: 72, 79) Disse resultater
indikerer, at der er en lille del af forskerne, som mangler selvbestemmelse i egne arbejdsopgaver og
særligt mændene føler de mangler indflydelse på arbejdet.
Det interessante arbejde kommer til udtryk ved en faglig udfoldelse og udnyttelse af kvalifikationer
og evner (spm. 4.12 og 25.4). Fokus er arbejdet i sig selv med interessante, afvekslende, spændende
og udfordrende opgaver (spm. 4.11 og 8.1), således at forskernes måske mangler en klar skelnen
mellem arbejde og fritid, hvilket påvises i familieafsnittet 6.3.5.
Det er yderst vigtigt for forskerne at have ’et arbejde der passer til deres evner’ (spm. 4.12), idet
hele 93% mener, dette er meget eller ret vigtigt. For yderligere 7,2% er det straks mere
problematisk, idet de i mindre grad eller slet ikke oplever, at deres arbejde passer til deres evner.
71