Ernæringsassistenten november 2012.pdf - Erhvervsakademi ...

Der gik ikke langt tid, før jeg fik et svar tilbage,
hvor hun havde skrevet: ”Det lyder super
lækkert! Jeg bliver helt sulten nu. Jeg glæder
mig rigtig meget ”
Det fik et smil frem på mine læber, og så blev
jeg mere positiv omkring situationen.
Efter 14 dages tid (den 2. oktober 2012) var
det den store dag. Jeg fik lov til at gå før tid
fra skolen, da jeg skulle ned på arbejdet og
lave min mad. Da jeg mødte op på arbejdet,
talte jeg med min chef omkring det, der skulle
ske om aftenen osv. Efter det sagde hun til
mig: ”Nå chef, hvad skal jeg så gøre for dig?”
Jeg kunne ikke lade være med at smile, for
det var lidt mærkeligt at have ”elever”, nu
hvor man selv var elev. Det gik super godt i
starten, men lige pludselig var ALLE mine
kollegaer mine elever, så jeg fik ærlig talt lidt
stress, fordi de snakkede i munden på hinanden
og ville have min hjælp til det ene og det
andet. Men det var en sjov og udfordrende
øvelse at være ”chef” for en stund.
Da maden var færdig og mine kollegaer havde
fået fri, var det kun min chef, min souschef
og mig, der var tilbage. Vi dækkede op i byrådsstuerne,
og havde lagt et spørgeskema
på hver plads, som jeg havde lavet omkring
min mad. Jeg havde skrevet en præsentation
af forretten og hovedretten, så de kunne læse,
hvad de skulle have. Samtidig havde jeg
skrevet nogle spørgsmål omkring madens
udseende, duft, konsistens, smag osv., som
jeg ville have, de skulle svare på. Nedenunder
havde jeg lavet plads til, hvis de havde
andet at tilføje til min mad.
Da byrådsmødet var slut kom alle byrådsmedlemmerne
op. Marie Stærke havde
åbenbart fortalt, at det ikke bare var en ganske
almindelig menu, men at det var mig, der
Side 12
Ernæringsassistenten november 2012
havde lavet den i forbindelse med min svendeprøve.
De andre byrådsmedlemmer havde
også taget godt imod idéen, og syntes det var
super fedt, at jeg skulle stå for det med mine
2 ”elever” under mig. Der var flere, der kom
hen til mig og sagde, at de var meget spændte
på det, og at jeg bare skulle være hård ved
mine 2 elever, nu hvor jeg havde fornøjelsen
af at være chef .
Da alle havde sat sig ind i byrådsstuen, var
min chef og jeg klar til at gå ind og præsentere
maden. Min chef lagde ud med at sige, at
hun havde fundet på den idé, at jeg skulle lave
min svendeprøve mad til dem, nu hvor det
snart var, jeg skulle op til eksamen. Jeg fortalte
omkring min mad, om at det var målgruppen
”voksne”, jeg havde valgt at lave
mad til. Idet jeg havde sagt det, begyndte alle
at grine, fordi jeg derefter havde tilføjet: ”- så I
får altså ikke tygge/synke venlig mad.”
Derefter fortalte jeg også, at jeg havde taget
udgangspunkt i sæsonens råvarer, dels fordi
de var billigere, mere smagsfulde og at næringsindholdet
var højere, end hvis det havde
været uden for sæson. Jeg sagde, at jeg
havde taget højde for at den kulinariske kvalitet
var i top, da det trods alt er vigtigt, at maden
smager godt og ser indbydende ud.
Jeg fortalte om mit fine spørgeskema, som de
gerne måtte udfylde under maden. Da jeg var
færdig med at præsentere, klappede de af
mig og sagde, at de glædede sig helt vildt.
Min chef og jeg gik ud i køkkenet, hvor min
souschef stod og gjorde de sidste ting klar til
servering. Jeg startede med at anrette forretterne
med hjælp fra mine elever, hvorefter de
gik ind og serverede for byrådet. Jeg kunne
høre, at de var meget begejstrede, da de fik
det serveret på grund af den måde, jeg havde
valgt at anrette det på. Jeg havde valgt, at
suppen skulle op i nogle vandglas, hvor der
skulle drysses med bacon og persille på toppen,
og som ”låg” havde jeg lagt tuillen oven
på glasset.
Indeni var jeg nervøs for, hvad de ville sige til
forretten. Da de så småt var færdige med at
spise, fik jeg enormt meget ros. De syntes, at
det smagte enormt godt, og at de faktisk godt
kunne have spist meget mere. Dermed syntes
de også, det var en genial måde at servere
suppen på i vandglas i stedet for i dybe
skåle. Jeg blev rigtig glad ved tanken om, at
de godt kunne lide min forret.