Læs her - Kenneth A. Balfelt

JAKOB JAKOBSEN BILLED POLITIK
Kun magtens enetaler kan høres. Det politiske rum er væk. Der er
kun politi tilbage. 41
Sådan lyder konklusionen i Billed Politik. Udstillingens undertitel, Brudstykker af
samtidshistorien betragtet som tragedie, peger på udstillingens form som en iscenesættelse
med inspiration fra teateret. Ved at tydeliggøre iscenesættelsen peger Jakob Jakobsen på, at
udstillingen er en form, som vi ser verden igennem. 42 Det er en fortolkning, der kritisk
analyserer aktuelle samfundsforhold uden at gøre krav på selv at ligge inde med sandheden.
Perspektivet i Jakobsens film er forskudt i forhold til de mest velkendte repræsentationer,
men det er ikke radikalt anderledes end de billeder, vi præsenteres for i den daglige
mediestrøm. Dermed opstiller Jakobsen rent visuelt ikke konkrete modbilleder, men
udstillingen opfordrer i stedet til en refleksion over de billeder, vi konstant præsenteres for,
og peger samtidig på, hvor svært det er at bryde ind i de etablerede forestillinger.
I det foregående kapitel har jeg beskrevet de begrænsninger, den politiske offentlighed
tilsyneladende opstiller for kunstens forandrende potentiale. Den begrænsning får et
yderligere lag i det billede Jakobsen tegner af offentligheden som et gennemkontrolleret
billedregime, hvor mulighederne for at trænge igennem med alternative eller kritiske
ytringer er stort set ikke eksisterende. Ifølge Rancières teori om politiordenens kontrol over
hvad der er tilgængeligt for vores sanser, gør denne begrænsning sig gældende i det politiske
rum såvel som i kunsten, og den problemstilling vil jeg undersøge nærmere i de følgende
analyser.
3.3 Delkonklusion – Kunstens præmisser
Dette speciale bygger på en godtagelse af to grundlæggende præmisser, som jeg har udlagt i
de ovenstående kapitler: Først og fremmest at der som udgangspunkt er et kritisk og
emanciperende potentiale i kunstens samspil med samfundet, dernæst at udfoldelsen af dette
potentiale i væsentlig grad afhænger af mulighederne og modtagelsen i den politiske
offentlighed, som i konsensusdemokratiets navn vanskeliggør etableringen af modbilleder og
udsigelsen af antagonistiske ytringer.
Koblingen mellem kunsten og idealet om den demokratiske offentlighed baserer jeg på
oplysningstidens forestillinger. Med hovedvægten på Immanuel Kant og Friedrich Schillers
41 Jakobsen, Billed Politik (voice over, rum c)
42 Brocks
23