Læs her - Kenneth A. Balfelt

DISKUSSION OG KONKLUSION
er så inkorporeret i vores verdenssyn, at det ikke er muligt at stille spørgsmål til den. 160
Rancière karakteriserer mekanismen, der konstituerer en hegemonisk diskurs, som en
afpolitisering. I og med at der ikke kan rejses tvivl om den etablerede ordens universalitet,
bliver det politiske rum indskrænket til et spørgsmål om administration af dette naturlige
økonomiske system. Statens rolle bliver at sikre den institutionelle ramme for det frie
marked, og inden for den ramme er det kun marginale omfordelinger, der bliver italesat på
den politiske dagsorden.
Den afpolitiserede konsensus opretholdes gennem en fuldstændig styring af det, der er
tilgængeligt for vores sanser. Den kontrollerede deling af det sanselige gør, at det, der ikke
passer ind i den hegemoniske forestilling, bliver undertrykt og ekskluderet, og i vidt omfang,
mener Rancière, fremstår de ytringer og udtryk, der ikke stemmer overens med konsensus,
som uforståelige, som støj der ganske enkelt overhøres. Claire Bishop har påpeget, at den
socialt og politisk engagerede kunst, i den form som er blevet betegnet relationel æstetik,
opstår på tidspunktet for Sovjetunionens fald, hvor det for alvor blev ekspliciteret, at det
kapitalistiske system dominerer den globaliserede verdensorden. 161 Det vil nok være en
tilsnigelse at hævde, at det sker, fordi kunstscenen tidligere skuede mod den sovjetiske
kommunisme for fortrøstningsfulde alternativer til den vestlige kapitalisme. Det er ikke
desto mindre oplagt at antage, at den nye kunstform opstår som en reaktion på den situation,
der kalder på nye måder at kombinere kunst og politik i et verdensbillede, hvor der ikke
længere er reelle alternativer i sigte.
Den hegemoni og neutralisering af den neoliberale ideologi, der gør sig gældende i
samfundet generelt, kommer mere håndgribeligt til udtryk i diskursen omkring det offentlige
rum. Det offentlige rum bliver italesat som naturgivent demokratisk, og de konflikter, der
eventuelt måtte udspille sig her, bliver fremlagt som eksterne forstyrrelser af den naturlige
orden. Særligt i byrummet, som danner ramme om mange menneskers daglige liv, er der en
stadigt stigende tendens til, at den ideologi, som betragtes som naturlig, og de funktioner i
byrummet, der udlægges som objektive nødvendigheder, er sammenfaldende med den
neoliberale kapitalisme. Det er her, jeg mener, at kunsten har en relevant rolle at spille, men
det er samtidig et rum, som det er uhyre vanskeligt for kunsten at navigere i, ikke mindst
fordi kunsten selv traditionelt tillægges de samme naturgivne demokratiske og egalitaristiske
konnotationer som det offentlige rum. Det betyder, at de kunstneriske interventioner, der
forsøger at problematisere indretningen af det offentlige rum, risikerer at fungere som den
160 Harvey (2007), p. 3
161 Bishop (2006)
74