Læs her - Kenneth A. Balfelt

JAKOB JAKOBSEN BILLED POLITIK
tænkning, peger jeg på den æstetiske erfaring som en refleksiv og medierende form, der gør
det muligt at udvide menneskets sanselige kapacitet og etablere en ligeværdig
kommunikation mellem dannede borgere. Begrebet om den ligeværdige kommunikation ser
Jürgen Habermas som en primær demokratisk kvalitet i den borgerlige offentlighed. Den er
ifølge Habermas karakteriseret ved opøvelsen af en rationel kritisk diskurs, hvorigennem der
stilles krav om, at magten legitimerer sig over for offentligheden. Den rationelle kritiske
diskurs er opøvet gennem diskussioner om kunsten og sikrer, mener Habermas, at
særinteresser tilsidesættes til fordel for en fælles prioritering af almenvellet.
At der er et samspil mellem kunsten og andre felter i samfundet er den underliggende
præmis, jeg arbejder ud fra. Hos Terry Eagleton og Jutta Held fremhæves forholdene i den
politiske offentlighed imidlertid som helt afgørende for om kunsten får nogen reel betydning
i en samfundsmæssig kontekst. Derfor inddrager jeg Jakob Jakobsens kunstneriske og
politiske kampagne Billed Politik, som har den aktuelle politiske offentlighed som
undersøgelsesfelt. Det gennemgående udsagn i projektet er, at det politiske rum er lukket
ned. I stedet sætter et færdigproduceret og velredigeret verdensbillede rammerne for vores
forestillinger og bestemmer, hvad der er synligt, hvem der kan høres, og hvad der kan siges.
Den offentlighed, Jakobsen fremmaler, mener jeg, kan sidestilles med den habermasianske
borgerlige offentlighed sat på spidsen: Et konsensusdemokrati, der i princippet er
tilgængeligt for alle, men hvor modbilleder i realiteten er umulige at etablere, og hvor
antagonistiske subjekter ekskluderes eller underlægges hegemonisk dominans.
Med Jacques Rancières begreber, kan det billedregime, Billed Politik problematiserer,
betegnes som politiordenen. I Rancières terminologi er det politiordenen, der opretholder den
etablerede deling af det sanselige, det vil sige bestemmelsen af, hvad der er synligt og
hørligt, hvad der kan siges, og hvad det i bred forstand er muligt at tænke og forestille sig.
Delingen af det sanselige indebærer ifølge Rancière en række eksklusioner og et vidt omfang
af undertrykkelse, og kun når undertrykte subjekter bliver synlige og gør krav på at blive
hørt, opstår der politik i Rancières optik. En politisk og demokratisk hændelse består altså i
en omfordeling af det, der er tilgængeligt for vores sanser. Denne diagnosticering af den
politiske offentlighed vil være afsæt for de følgende analyser. Jeg vil undersøge, om kunsten
med den særstatus, Kant og andre har tillagt den, kan generere omstruktureringer i delingen
af det sanselige og indføre antagonistiske elementer i den hegemoniske offentlighed. Det vil
jeg forsøge at afdække i det følgende gennem analyser af to kunstneriske projekter, og en
undersøgelse af de offentligheder de danner rammerne om eller intervenerer i.
24