Læs her - Kenneth A. Balfelt

PARFYME HAVNELABORATORIET
[A]ll relations that permit ”dialogue” are automatically assumed
to be democratic and therefore good. But what does ”democracy”
really mean in this context? If relational art produces human
relations, then the next logical question to ask is what types of
relations are being produced, for whom, and why? 94
I disse betragtninger læner Bishop sig op ad de samme tanker om radikalt demokrati som
Rosalyn Deutsche, og med henvisning til de politiske teoretikere Ernesto Laclau og Chantal
Mouffe understreger hun, at et demokratisk samfund er et, hvor konfliktuelle relationer
vedbliver med at eksistere synligt frem for at blive udlignet eller skjult. I et samfund uden
antagonismer er al debat og diskussion underlagt den dominerende ordens konsensus, og
dette er decideret skadeligt for demokratiet. 95
Opretholdelsen af konflikter udelukker dog ikke utopiske forestillinger, mener Bishop, tvært
i mod er konflikterne essentielle for muligheden for radikal utopisk tænkning. Den
antagonisme som Bishop og Deutsche plæderer for er grundlagt i Laclau og Mouffes
subjektforståelse. De mener, at subjektet hverken er fuldstændigt eller decentreret.
Subjektiviteten er derimod en kontinuerlig proces af identifikation, og antagonisme er derfor
et møde mellem ukomplette enheder. Ved antagonisme er vi konfronteret med den Anden,
som forhindrer os i at være fuldstændig os selv ved at tvinge os til at stille spørgsmålstegn
ved os selv. På et samfundsmæssigt plan kan antagonisme betragtes som begrænsningen af
samfundets mulighed for fuldstændigt at konstituere sig som en helhed, samtidig med at det
netop er ud fra et eksternt element, at samfundet definerer sig selv, som Mouffe beskriver
det:
As conditions of possibility for the existence of a pluralist
democracy, conflicts and antagonisms constitute at the same time
the condition of impossibility of its final achievement. 96
Bishop fremhæver denne teori om antagonisme for at pege på, at den relationelle æstetik,
som Bourriaud plæderer for, ikke er så demokratisk, som han fremstiller den. Den er nemlig
baseret på en forestilling om subjektivitet og samfund som afgrænsede og helt definerede
enheder. Det betyder, at de harmoniske mikrotopier, Bourriaud taler om, som etableres
gennem relationelle værker, i realiteten er grundlagt på eksklusioner, der skjuler konflikter
og antagonismer. De værker, Bourriaud fremhæver, er kun demokratiske i den snævre
forstand, at de sætter dialog over monolog, men indholdet i de dialogiske møder er ikke i sig
94 Bishop (2004), p. 65
95 Bishop (2004), p. 66
96 Mouffe, p. 11
44