Læs her - Kenneth A. Balfelt

offentlighed.
DISKUSSION OG KONKLUSION
Mens den grundlæggende tiltro til det politiske potentiale i den æstetiske disciplin er
gennemløbende i Rancières tænkning, er der dog ingen antydninger af, hvilken form kunsten
må antage for at udleve det potentiale. Den britiske kurator Charles Esche giver udtryk for
nogle betragtninger om kunsten, der ikke er ligger fjernt fra Rancières teorier, som jeg læser
dem. Esche ser kunsten som stedet for en sidste rest af en reelt politisk offentlighed. Hans
begreb om kunstens fremvisning af muligheder, 'modest proposals', som han betegner det,
kan tjene som en position, der medierer mellem troen på kunstens konkrete løsningsmodeller
og symbolske kritik:
'Modest proposals' articulate themselves precisely in terms of this
'what might be rather than what is'. They are essentially
speculative in that they imagine things other than they are now yet
those speculative gestures are intensely concrete and actual. 171
Esche anerkender, at udfordringen for kunsten i dag er, at den arbejder i en stort set
uimodtagelig konsensuel offentlighed, og at kunstneriske interventioner oftest i bedste fald
vil være afgrænsede og midlertidige forandringer og i værste fald vil bidrage til den
neoliberale kapitalismes yderligere ekspansion og dominans. 172 Dette bør dog ikke afholde
kunsten fra til stadighed at forsøge at realisere det mulige.
Heri ligger for mig at se ikke en antydning af, at kunsten skal begrænse sig til at stille
rimelige krav om realistiske forandringer. Derimod er det kunstens særlige privilegium, at
den netop ikke skal forholde sig til, hvad der i andre fagfelter inden for den etablerede orden
betragtes som henholdsvis mulige og umulige forandringer. Ved at fremvise mindre
omstruktureringer såvel som markante omkalfatringer som mulige gennem konkrete
løsningsmodeller og samtidig ytre en symbolsk og grundlæggende politisk kritik har kunsten
et særligt potentiale for at flytte grænserne for, hvad der betragtes som mulige forandringer.
Selvom den neoliberale ordens dominans aktuelt synes altomfattende, er den som nævnt også
ustabil. Omend kunstens præmis er, at den med risiko for kapitalismens appropriering aldrig
kan vide hvilken effekt, dens interventioner får, mener jeg, at der til stadighed ligger et
særligt potentiale for forandring i undersøgelsen og udfordringen af de etablerede
muligheder og umuligheder.
171 Esche
172 Vesic
Solveig Lindeskov Andersen
København, december 2010
81