Læs her - Kenneth A. Balfelt

KENNETH BALFELT BESKYTTELSESRUM
på elementer fra avantgardens chok-æstetik, hvor den emancipatoriske æstetiske erfaring
sidestilles med det, som overskrider den velkendte fælles diskurs. Det gør den dialogiske
æstetik i kraft af sin udfordring af faste identiteter og forskelsopfattelser, når den genererer
en ny gensidig forståelse gennem dialog. 115 Grebene i den dialogiske kunst adskiller sig dog
fra chok-æstetikken ved, at der ikke sigtes efter, at oplevelsen genererer øjeblikkelig
chokerende indsigt men en dekonstruktion af de forudgående identiteter gennem dialog
udstrakt over tid. Dette ses eksempelvis i Balfelts projekt, hvor den faste forestilling om
stofbrugernes identitet forsøges dekonstrueret. Denne teori anvendte jeg i kapitel 4 i en
samfundsmæssig sammenhæng ud fra Ernesto Laclau og Chantal Mouffes begreb om
subjektivitet som en kontinuerlig proces. Her udlagde jeg antagonismebegrebet som et
dekonstruerende møde med den Anden, der tvinger os til at stille spørgsmålstegn ved vores
egen identitet som samfund eller som individer. I Kesters teoretiske ramme gives der ikke
legitimitet til dialogen i sig selv, som tendensen er hos Nicolas Bourriaud. Her lægges vægt
på, at værket skal fremme en erkendelse og dybere empatisk forståelse i offentligheden, der
står som modtagere af et givent værk, og her nærmer Kester sig Bishops fokus på
antagonismen.
Kester trækker i denne forbindelse på den franske filosof Jean-Luc Nancys teori om
fællesskab, som han udvikler i La communauté désœuvrée (1982). Nancy mener, at
fællesskabet må redefineres i en form, som hverken bygger på en fiktivt konstrueret
masseidentitet eller en forsamling af separate afgrænsede individer. Han mener, ligesom de
teoretikere jeg har udlagt ovenfor, at identiteten er i kontinuerlig transformation gennem
mødet med den Anden, og at accepten af denne ikke-essentielle identitet er grundlaget i et
ikke-fascistisk samfund. 116 Spørgsmålet, der melder sig i forlængelse af denne betragtning,
er, hvordan man repræsenterer et fællesskab uden essens. Nancy mener, at det er umuligt at
forestille sig en dialogisk form, der ikke forstærker de essentialistiske identiteter, og derfor
bør kunstneriske bearbejdninger af fællesskabet primært pege på fællesskabets umulighed.
Kester argumenterer dog for, at selvom dialogiske møder i kunsten aldrig kan afstedkomme
en komplet suspendering af de etablerede identiteter, giver de mulighed for, at identiteter
bliver delvist transformerede. Den transformation kan akkumulere over tid. 117 Det dialogiske
værk har ifølge Kester det potentiale, at deltagerne i projektet kan tale og agere fra en
position uden for deres etablerede roller og identiteter. 118 Den æstetiske distance, der opstår
115 Kester (2004), p. 84
116 Kester (2004), p. 154
117 Kester (2004), p. 157
118 Kester (2004), p. 154
55