Læs her - Kenneth A. Balfelt

DISKUSSION OG KONKLUSION
dog en accept af identitet som en ufuldstændig og aldrig statisk enhed, der er i kontinuerlig
transformation gennem mødet med den Anden. Kester mener, at der gennem kunsten kan
opstilles pragmatiske løsningsmodeller baseret på lokal konsensus opnået gennem dialog.
Kester er opmærksom på, at værkernes konkrete og dialogiske karakter indebærer en risiko
for, at kunsten medvirker til en reproduktion af de eksisterende magtforhold, og han
understreger, at der potentielt ydes diskursiv vold i det øjeblik, et individ, som eksempelvis
kunstneren, taler på vegne af andre. Denne risiko kan dog afhjælpes, når kunstneren
forholder sig til den kontekst, værket intervenerer i, og respekterer de forskelle, der
nødvendigvis vil være mellem kunstneren og deltagerens sociale status og forudsætninger
for at indgå i dialogen. Når kunstner og deltagere er opmærksomme på, at ingen af parterne
har en fuldstændig neutral udsigelsesposition, er der ifølge Kester mulighed for, at de
dialogiske projekter kan medføre en emanciperende myndiggørelse hos deltagerne. Det
særligt æstetiske aspekt, der ifølge Kester adskiller den dialogiske kunst fra socialarbejde og
politisk aktivisme, er, at projekterne er baseret på idéer fra en traditionelt kunstnerisk diksurs
og evne til at tænke kritisk på tværs af disciplinære grænser. På baggrund heraf tillæger
Kester kunsten et potentiale for at opstille konkrete løsningsmodeller, der kan udbredes til
andre felter uden at reproducere den etablerede orden. 167
Rosalyn Deutsche er i højere grad skeptisk over for kunstens konkrete løsningsmodeller og
advarer mod, at disse i vidt omfang risikerer at blive approprieret i den neoliberale orden og
medvirke til en neutralisering af de problematikker, kunsten forsøger at intervenere i.
Deutsche lægger vægt på, at alle rum er socialt konstruerede, men at det offentlige rum i høj
grad italesættes som neutralt og demokratisk. Derfor mener hun, at der opstår en række
problemer, når kunsten, som ofte ukritisk tillægges de samme konnotationer, agerer i det
offentlige rum. Kunsten risikerer her at medvirke til at afpolitisere og maskere konflikter,
forstærke ekskluderende mekanismer og legitimere den etablerede ordens hegemoniske
dominans. Deutsche giver udtryk for, at hvis kunsten skal have en potentielt emancipatorisk
og politisk betydning, må den først og fremmest modarbejde den neutralisering, det
offentlige rum ligger under for. Kunsten må lægge vægt på det offentlige rum som et rum for
politisk konflikt og antagonismer. Deutsche peger på en tendens til, at kunsten i højere grad
skaber det offentlige rum end stiller spørgsmål til det, og hun mener, at dette ofte sker i
samarbejde med de dominerende magthavere og autoriteter i det offentlige rum, hvor
kunsten tillægges en rent utilitaristisk funktion. 168
167 Kester (2004), p. 101
168 Deutsche (1996), p. 66
79