Læs her - Kenneth A. Balfelt

DISKUSSION OG KONKLUSION
risikerer at tale på vegne af andre. Man kan dog også argumentere for, at netop situationen,
hvor kunstneren i højere grad styrer værkets udfoldelse, giver mulighed for at pege på
antagonismer i offentlligheden frem for at maskere dem med en påstand om, at den førte
dialog er demokratisk og fuldt inkluderende. Om end dialogen mellem kunstner og deltagere
ikke bliver fuldstændig ligeværdig i Beskyttelsesrum, er det essentielt, at der sker et brud på
den forestilling om en samlet offentlighed, som er dominerende. Det bliver tydeligt, at det
”vi”, der normalvis opereres med, et ”vi” der går på café på Halmtorvet, ikke inkluderer alle,
når en ekskluderet gruppe, et ”vi” der fixer på gaden, gør krav på retten til det fælles
pronomen. I den forbindelse handler det dog ikke om, at de marginaliserede bliver inkluderet
i det hegemoniske offentligheds-ideal, for dermed forbliver idealet selv uændret. 162 Det, der
kan få en reelt forandrende betydning i den sammenhæng, er, når kunsten forsøger at fremme
forståelsen af, at modoffentligheder og antagonismer ikke er en modsætning til den
demokratiske offentlighed, men tværtimod er forudsætning for den.
Parfyme opererer med en langt mere harmonisk offentlighedsforståelse som forestillet
omdrejningspunkt i postulatet: ”Alle kan bruge havnen.” Hvor sympatisk ambitionen om at
inkludere alle i byrumsudviklingen end måtte være, er det en problematisk forestilling, da
den uforvarende kommer til at spejle den hegemoniske offentlighed, som netop har en
ekskluderende funktion i kraft af sin foregivelse af at inkludere alle. I projektets forløb blev
det da også klart, at Parfyme ikke kunne inkludere alle i dialogen om byrummet. De, der lod
sig involvere i projektet, var primært en bestemt befolkningsgruppe, der kunne relatere til
den legende form i Havnelaboratoriet, og et kunstpublikum der forstod værkets præmisser
som et kreativt frirum. Frirummet indgår dog konfliktløst i byrummet, som er indrettet til at
facilitere neoliberale værdier, og dets form er godtaget af den dominerende ideologi.
Som kunstnerisk projekt indordnede Balfelts Beskyttelsesrum sig også forholdsvist
konfliktløst under den etablerede orden. Helt konkret betød det, at selvom planen først var at
lade stofbrugere tage fixerummet i brug til injektion af illegale stoffer, blev det valgt fra i
værkets endelige udformning for at undgå konflikt med ordensmagten. Til gengæld indgår
værkets symbolske ytring, understregningen af at hjælp til stofbrugernes sundhed og
overlevelse er et politisk anliggende, ikke uproblematisk i den etablerede konsensus.
162 Deutsche (1996), p. 311
76