Læs her - Kenneth A. Balfelt

DISKUSSION OG KONKLUSION
området for helt grundlæggende værdier er det endog meget svært at forestille sig, hvordan
kunsten kan trænge igennem med antagonistiske interventioner.
Som nævnt bliver det politiske og sociale engagement i samtidskunsten omtalt med
referencer til den historiske avantgarde og kunstneriske bevægelser i 1960'erne. De
problemstillinger, den kunstneriske teori kredsede om i de to perioder, er i vidt omfang
sammenfaldende med diskussionerne og kritikken i kunstverdenen i dag. I 1930'erne udlagde
den tyske sociolog og filosof Herbert Marcuse teorien om kunstens affirmative karakter og
redegjorde for, hvordan kunsten tjener som et rum for illusorisk frigørelse, alt imens det
kapitalistiske system til stadighed udvider sin dominans og udbytning. 164 En lignende
funktion kritiseres kunsten for at have i dag, hvor den eksempelvis siges at etablere
accepterede, midlertidige autonome zoner i byrummet, hvor modstandere af den etablerede
orden kan få afløb for et krav om frihed i det offentlige rum, indtil private bygherrer eller
kommunale instanser anlægger endnu et prestigebyggeri i glas og stål. 165
I 1960'erne afskrev Guy Debord fuldkommen kunsten som et muligt våben i kampen mod
det altomfattende kapitalistiske system, som han benævnte skuespilsamfundet, og som jeg
har redegjort for, har det system siden kun opnået om muligt endnu større dominans i kraft af
neoliberalismens globale hegemoni. På tidspunktet for Debords kritik ekspanderede
kapitalismen i høj grad på et temporalt plan, og eksempelvis gennem en diskurs, der
sidestillede fleksible arbejdstider med større frihed, blev en endnu større del af hverdagslivet
underlagt kapitalismens logik. I dag er kapitalismens rumlige ekspansion markant i byerne,
hvor offentlige rum privatiseres. Det er også i byrummet, at modstanden mod den etablerede
orden kan lokaliseres, for der er stadig modstand – også inden for kunsten. Hvis vi tror på, at
kunsten grundlæggende besidder et emancipatorisk og kritisk potentiale, melder sig
spørgsmålet om på hvilken måde, kunsten skal agere, for at dens udsagn kan forventes at få
nogen reel betydning.
Grant Kester beskæftiger sig med kunstneriske projekter, som opstiller konkrete løsnings-
modeller til forskellige sociale og politiske problemstillinger. Han fokuserer på kunst, der
skaber kontekst frem for indhold, og tillægger kunsten et særligt potentiale for at opstille et
diskursivt rum isoleret fra den almindelige debat, hvor individer og samfundsgrupper kan
mødes i ligeværdig dialog. Han lægger vægt på, at det rum, kunsten kan danne ramme om,
giver mulighed for at transcendere samfundets stereotyper og generere både et nyt
selvbillede hos en stigmatiseret samfundsgruppe og et nyt billede ud ad til. 166 Dette fordrer
164 Marcuse, p. 205
165 La Cour & Vedel, p. 12
166 Kester (2004), p. 100
78