Del 1 - Servicestyrelsen

2.1.1.3 Metoder til vurdering af traumatisk hjerneskade.
De anvendte metoder til vurdering af traumatisk hjerneskade kan variere fra studie til studie og er
medvirkende til stor variation i såvel incidens- som outcome-studier. Vurderingen af den
traumatiske hjerneskade tager typisk afsæt i mindst ét af følgende forhold: Skadesmekanismen,
vurdering af sværhedsgrad og skadens patofysiologiske ændringer af hjernen.
2.1.1.3.1 Skadesmekanisme.
Skadesmekanismen ved kranietraumer hos børn varierer med alderen. Småbørn (0-3 år) pådrager
sig oftest et kranietraume p.g.a. fald og i sjældne tilfælde vold. Børn i alderen 4-12 år er oftest ofre
for fald, sportsuheld eller bilulykker. Unge er oftest involveret i bilulykker med høj fart, hvilket
også er den hyppigste årsag til traumatisk hjerneskade hos voksne (Fletcher et al., 1995).
I flere undersøgelser ses, at outcome varierer hos børn i forskellige aldre. Fletcher og kolleger
(Fletcher et al., 1995) har tolket det sådan, at det snarere er skadesmekanismen end andre forhold,
der er af betydning for denne variation. De begrunder det med, at de forskellige begivenheder, der
fører til traumatisk hjerneskade, varierer i forhold til den kraft, hvormed hjernen påvirkes. I forhold
til skadesmekanismen betyder dette, at en ulykke, der ikke involverer motorkøretøjer og dermed
mindre kraft, sandsynligvis vil medføre mindre hjerneskader. Da ulykker med kraft er stigende med
alderen, vil det således kunne forventes, at alvorligheden af skaderne også vil have en tendens til at
være stigende med alderen blandt børn og unge.
I afsnit 5.1.3.1 er der på baggrund af resultater fra dette studie i figur 2 vist den procentvise
fordeling af ulykkestyper (med fokus på skadesmekansime) inden for hver aldersgruppe.
I litteraturen kan det også ses, at der arbejdes ud fra, at børn kan pådrage sig et kranietraume i
henholdsvis high-risk og low-risk situatioenr. Med dette menes, i hvor høj grad barnet selv aktivt
medvirker til tilskadekomsten (f.eks. river sig løs fra moderns hånd og løber ud på gaden versus
sidder fastspændt i sikkerhedssele i bil der forulykker) (Donders, 1992).
I afsnit 5.2.1.2 fokuseres på sammenhængen mellem præmorbide adfærdsproblemer hos børn udsat
for et kranietraume og aktive/passive ulykker.
2.1.1.3.2 Vurdering af sværhedsgrad af den traumatiske hjerneskade.
Der anvendes tre forskellige metoder til vurdering af sværhedsgrad: registrering af
bevidsthedsniveau (comadybde), varigheden af cola og varigheden af posttraumatisk amnesi (PTA).
2.1.1.3.2.1 Registrering af bevidsthedsniveau (coma dybde).
Tabet af bevidsthed kan defineres som en tilstand, hvor der selv på smertestimulation ikke er
øjenåbning, ingen observerbar verbal respons og en manglende evne til at efterkomme ordrer
(Miller, 1991). Tilstanden er oftest et resultat af enten direkte skade på eller dysfunktion af
hjernestammen eller af en diffus axonal skade i hjernen.
I 1974 offentliggjorde Teasdale og kolleger Glasgow Coma Scale. Baggrunden var et behov i
klinisk praksis for en skala, der hurtigt og reproducerbart kan angive bevidsthedsniveauet hos den
bevidsthedssvækkede. (Teasdale and Jennett, 1974). Glasgow Coma Scale (GCS) udgør et simpelt
mål for bevidsthedsniveauet hos den bevidsthedssvækkede person. Det centrale i GCS er
registrering af bevidsthedsniveau som en akut vurdering af hjerneskade.
13