Del 1 - Servicestyrelsen

arnets score på den motoriske delskala af GCS er 6 eller derunder. I de fleste studier betegnes en
hjerneskade som svær, når længden af coma er mere end 24 timer (Fletcher et al., 1995).
2.1.1.3.4 Varigheden af posttraumatisk amnesi (PTA).
Et yderligere mål for sværhedsgraden af den traumatiske hjerneskade er varigheden af den
posttraumatiske amnesi (PTA). Begrebet blev introduceret af Russell i 1932. I begyndelsen blev
PTA defineret som en fase efter et kranietraume med tab af fuld bevidsthed efterfulgt af
desorientering og mangelfuld evne til at besvare spørgsmål intelligent. Denne fase var ifølge
Russell slut, når personen følte, ”han var vågnet op” (Russell, 1932). Senere (Russell and Smith,
1961) blev PTA defineret som en periode af varierende længde efter et kranietraume karakteriseret
ved mangelfuld evne til sammenhængende erindringer. Russell og Smith ændrede kriterierne for
ophør af PTA-perioden og definerede, at PTA er slut, når personen er i stand til at have
sammenhængende erindringer om, hvad der foregår omkring sig. I dag defineres PTA som en
periode af mental forvirring umiddelbart efter et kranietraume, hvor desorientering med hensyn til
tid, sted og egne data er til stede, ligesom personen ikke er i stand til at indprente nye erfaringer.
PTA-perioden vurderes afsluttet, når hukommelse for begivenheder fra dag til dag er vendt tilbage
(Ruijs et al., 1994).
I klinisk praksis har dette udmøntet sig i, at PTA, også i dag, vurderes ved at spørge personen om,
hvad han kan huske efter ulykken. Almindeligvis er personer i stand til at huske et tidspunkt eller en
dato, hvor de igen har sammenhængende erindringer.
Russell advarer selv (Russell and Smith, 1961) om to mulige fejlkilder i forhold til denne
retrospektive udspørgning. For det første kan de første fragmenterede erindringer, ”øer af
hukommelse”, let blive forvekslet med tidspunktet for vedvarende erindringer. For det andet har
PTA en tendens til at blive formindsket over tid, måske fordi den med tiden bliver ”fyldt ud” med
information fra andre.
En yderligere fejlkilde, som særligt gør sig gældende ved de svære skader med ofte langvarig PTA,
er mere nøjagtigt at vurdere PTA og adskille denne fra de posttraumatiske kognitive forstyrrelser,
hjerneskaden har medført. Schacter & Crovitz har beskæftiget sig med forholdet mellem PTA og de
permanente hukommelsesforstyrrelser efter kranietraume. De har fokus på sammenhængen mellem
hukommelsesprocesserne observeret under og efter PTA, og om der er en kvalitativ eller kvantitativ
forskel i disse hukommelsesprocesser (Schacter and Crovitz, 1977).
Adskillige andre forfattere har også betonet vanskelighederne med at definere PTA korrekt, særligt i
forbindelse med utrænet personale (Gronwall D. and Wrightson, 1974) og i forhold til børn (Ruijs
et al., 1992).
Nedenstående faktaboks er en gradueringsskala udarbejdet af Jennett i 1976 (Jennett, 1976), der
belyser sammenhængen mellem varigheden af post-traumatisk amnesi og sværhedsgraden af den
traumatiske hjerneskade:
17