Del 1 - Servicestyrelsen

En åbenlys, men ofte overset, forklaring på forskellene i de ovennævnte studier kunne være, at
langtfra alle studier har medinddraget en systematisk analyse af præmorbid status, således at de
registrerede adfærdsproblemer efter tilskadekomsten kan have været eksisterende før
tilskadekomsten. Flere af studierne forsøger at kontrollere for præmorbide adfærdsproblemer ved at
ekskludere cases, hvor der via forældrenes oplysninger er kendskab til præmorbide
adfærdsproblemer. Denne metode er imidlertid problematisk, idet den vil have en tendens til at
fravælge børn med åbenlyse og svære adfærdsproblemer, hvorimod mere subtile og endnu ikke så
udtalte eller erkendte adfærdsproblemer hos børnene formentlig ikke vil komme frem i lyset,
hvorfor denne gruppe børn ikke vil blive frasorteret. Metoden er også problematisk af en anden
grund, idet den begrænser generaliserbarheden af resultaterne ved på denne måde at ekskludere en
vigtig subgruppe af den samlede population af børn og unge med kranietraumer. Ved at ekskludere
disse børn bliver det heller ikke muligt nærmere at bestemme, om præmorbid adfærdsmæssig status
uddyber eller forebygger effekten af et kranietraume.
Satz og kolleger (Satz et al., 1997) giver følgende anbefalinger til den fremtidige forskning
indenfor området: Entydig terminologi (klassifikation af sværhedsgrad), relevant klassifikation af
adfærdsmæssig funktionsniveau, medinddragelse af præmorbide risikofaktorer i forhold til
outcome, alder på tilskadekomsttidspunktet samt langtidsopfølgning med henblik på afdækning af
mere langtrækkende konsekvenser for personligheden og adfærden.
Der er siden dette review foretaget nogle metodisk set stærke undersøgelser, der har inkorporeret
flere af Satz og kollegers anbefalinger. Light og kolleger (Light et al., 1998) har eksempelvis i et
senere studie meget bevidst og systematisk forsøgt at tage højde for nogle af de ovennævnte
metodologiske problemer. Studiet inkluderede 119 børn med kranietraumer, 114 børn med andre
traumer, der ikke involverede kraniet samt 106 børn uden nogen form for traumer. Børnenes
adfærdsmæssige funktion blev vurderet med CBCL-spørgeskemasystemet. Der blev fundet
dårligere scores for begge skadesgrupper i forhold til ikke-skadesgruppen med hensyn til
præmorbid adfærdsmæssig status. De adfærdsmæssige scores for alle tre grupper blev mindre i
forhold til baseline 1 år efter tilskadekomsten. Resultaterne synes at indikere, at lette kranietraumer
ikke forøger risikoen for nye adfærdsmæssige problemer efter tilskadekomsten.
Siden har McKinlay og kolleger (McKinlay et al., 2002) imidlertid udført et meget systematisk
opfølgningsstudie baseret på en fødselskohorte i New Zealand, hvor der også blev anvendt en stor
kontrolgruppe. De fandt, at præmorbide adfærdsproblemer ikke til fulde kan forklare de
psykosociale problemer (særligt hyperaktivitet og uopmærksomhed) børn og unge med lette
kranietraumer kan præsentere sig med. Dette gælder især, hvis kranietraumet sker i førskolealderen,
og befinder sig i den svære ende af spektret indenfor kategorien lette kranietraumer. Resultaterne
fra denne metodisk stærke undersøgelse taler således for, at der kunne være en subgruppe af børn
med lette kranietraumer, der har pådraget sig en sværere skade, hvilket har medført adfærdsmæssige
problemer, der ikke var til stede før kranietraumet.
Sammenhængen mellem lette kranietraumer hos børn og risikoen for psykiatrisk lidelse er senest sat
i fokus af Massagli og kolleger (Massagli et al., 2004). Metodisk er deres undersøgelse stærk m.h.t.
antal børn og anvendelse af kontrolgruppe med inddragelse af 490 børn med kranietraume og 1470
børn som kontrolgruppe. Børnenes psykiatriske forhistorie blev vurderet via indhentelse af
eventuelle udskrivningskort. Resultaterne fra undersøgelsen viste, at i løbet af en tre-årig periode
efter et let kranietraume var gruppen af børn uden påvisning af en psykiatrisk forhistorie i
27