Del 1 - Servicestyrelsen

2.2.2.3 Udviklingsperspektivet.
En tredje faktor, der kan forklare noget af variationen i outcome, og som er unik for børn, er
udviklingen. For voksne udsat for et kranietraume drejer det sig om, i hvilken udstrækning personen
vender tilbage til sit udgangspunkt. For børn er det præmorbide funktionsniveau ikke barnets
endelige niveau på det færdighedsmæssige plan. Afhængig af barnets alder på
tilskadekomsttidspunktet vil der være en række færdigheder og funktioner, der endnu ikke er
udviklede, og tilskadekomsten af barnet kan gå ind og forstyrre den igangværende udvikling. Ifølge
Taylor og Alden (Taylor and Alden, 1997) kan outcome derfor variere i forhold til 1) barnets alder
på tilskadekomsttidspunktet, 2) tid siden barnets tilskadekomst samt 3) barnets alder på tidspunktet
for vurdering af outcome.
Angående betydningen af barnets alder på tilskadekomsttidspunktet er dette beskrevet i afsnit
2.2.2.2.2. Ud fra den gennemgåede litteratur ser det ud til, at ung alder ikke har prædiktiv værdi ved
lette og middelsvære kranietraumer. Derimod synes ung alder på tilskadekomsttidspunktet ved
svære kranietraumer hos børn at prædikere vedvarende neuropsykologiske forstyrrelser.
I forhold til betydningen af tid siden barnets tilskadekomst er dette ikke beskrevet i nær så høj grad
som betydningen af alder på tilskadekomsttidspunktet. Longitudinale studier synes dog at vise, at
børn efter kranietraumer generelt udviser en gradvis bedring i løbet af de første år efter
tilskadekomsten - med den hurtigste forbedring umiddelbart efter den traumatiske tilskadekomst.
Bedring i den første fase er beskrevet til at forløbe hurtigere hos børn med svære kranietraumer end
hos børn med lette kranietraumer, selvom de svære kranietraumer også er forbundet med
vedvarende neuropsykologiske forstyrrelser, når bedringskurven stagnerer (Chadwick et al., 1981a).
Vi ved også fra flere studier (Anderson and Moore, 1995;Anderson et al., 1997b;Ewing-Cobbs et
al., 1997), at bedring over tid hos børn udsat for kranietraumer varierer afhængig af barnets alder på
tilskadekomsttidspunktet. Yngre børn ser ud til at have en mere langsom bedring over tid og være
karakteriseret ved større grad af vedvarende neuropsykologiske forstyrrelser ved plateau af
bedringskurven i forhold til ældre børn udsat for kranietraumer af samme sværhedsgrad.
Endelig er der betydningen af barnets alder på tidspunktet for vurdering af outcome. Denne faktor
er ifølge Yeates, Ris og Taylor (Yeates et al., 2000) den mindst udforskede. Betydningen af barnets
alder på tidspunktet for vurdering af outcome kan vise sig på den måde, at det yngre barn ved
neuropsykologisk vurdering kan fremstå med upåfaldende kognitive funktioner, da højere kognitive
funktioner som eksempelvis eksekutive funktioner endnu ikke kan forventes udført af et så ungt
barn. Det yngre barn kan imidlertid være belastet af skjulte eller forsinkede neuropsykologiske
deficits, der først kommer til syne, når disse højere kognitive funktioner forventes af det lidt ældre
barn. Ældre børn vil imidlertid ved vurdering af outcome blive karakteriseret ved
neuropsykologiske forstyrrelser, da disse børn har alderen til, at det forventes, at de kan udføre disse
højere kognitive funktioner. I denne sammenhæng er opfølgning op til flere år efter den traumatiske
tilskadekomst, særligt hos yngre børn, særdeles vigtig i afdækningen af det sande billede i forhold
til neuropsykologisk outcome.
45