Del 1 - Servicestyrelsen

Anderson og Moore arbejdede videre med denne sammenhæng, og i deres studie fra 1995
(Anderson and Moore, 1995) vurderede de børn med middelsvære og svære kranietraumer
henholdsvis 4 og 24 måneder efter tilskadekomsten. De fandt, at børn udsat for et kranietraume
efter 7-årsalderen præsenterede sig med bedringsprofiler svarende til voksne, hvorimod børn udsat
for et kranietraume i førskolealderen viste mindre fremgang. I modsætning til den tidligere
rapporterede tendens i IQ fandt disse to forskere, at ung alder på tilskadekomsttidspunktet var
relateret til nedgang i verbal IQ over tid, hvilket måske kan tages som et udtryk for en mangelfuld
evne hos barnet til at erhverve sig ny viden fra sin omverden. Med hensyn til performance IQ var
der for begge gruppers vedkommende en mindre forbedring over tid, men forbedringen var størst
hos gruppen af børn med tilskadekomst efter 7-årsalderen. Dette kunne ses som et udtryk for, at
bedring over tid ikke er så udtalt for gruppen af børn med tilskadekomst tidligt i livet.
Indenfor de seneste år er det i høj grad Anderson og kolleger, der har publiceret studier med henblik
på at belyse betydningen af barnets alder på tilskadekomsttidspunktet og neuropsykologisk
outcome. I 1999 publicerede Anderson og kolleger et studie, hvor de udover sværhedsgraden af
kranietraumet også fokuserede på betydningen af barnets alder på tilskadekomsttidspunktet
(Anderson et al., 1999). De fandt, at alder på tilskadekomsttidspunktet ikke var af prædiktiv
betydning for neuropsykologisk outcome hos børn med lette eller middelsvære kranietraumer.
Derimod betød ung alder ved svære kranietraumer mindre bedring over tid på IQ-scores. Et nyt
vægtigt studie, ligeledes foretaget af Anderson og kolleger (Anderson et al., 2005), er allerede
beskrevet i afsnit 2.2.2.2.1. Blot skal derfor fremhæves, at sstudiet på overbevisende måde påviser,
at udover sværhedsgrad af kranietraumet er ung alder hos barnet ved tilskadekomsten vægtige
prædiktorer for neuropsykologisk outcome.
Ud fra litteraturen ser det ud til, at ung alder ikke har prædiktiv værdi ved lette og middelsvære
kranietraumer. Derimod synes ung alder på tilskadekomsttidspunktet ved svære kranietraumer hos
børn at prædikere vedvarende neuropsykologiske forstyrrelser.
2.2.2.2.3 Barnets præmorbide kognitive tilstand.
Rutter og kolleger (Rutter et al., 1983) var de første til at påvise en sammenhæng mellem barnets
præmorbide tilstand og funktionsniveau efter et kranietraume. De fandt, at børn udsat for
kranietraumer var i større risiko for at udvikle neuropsykologiske forstyrrelser, hvis de havde udvist
neuropsykologiske vanskeligheder før kranietraumet.
I reviewet fra Satz og kolleger (Satz et al., 1997) vurderes det, at den manglende konsensus i
forhold til lette kranietraumer og neuropsykologisk outcome kan have baggrund i, om der i det
enkelte studie er taget højde for præmorbide indlæringsproblemer hos børnene eller ej. De
konkluderer, at de neuropsykologiske forstyrrelser, der i nogle undersøgelser kan påvises hos
børnene efter et let kranietraume, er præmorbide indlæringsproblemer. Vigtigheden af at vurdere
præmorbide faktorer er eksemplificeret i UCLA-studiet (University of California, Los Angeles)
(Asarnow et al., 1995). Asarnow og kolleger fandt hos gruppen af børn med lette kranietraumer, at
effekten af præmorbide indlæringsproblemer var større end effekten af det lette kranietraume.
Ligeledes fandt Bijur og kolleger (Bijur et al., 1996) i deres studie, som er baseret på en stor britisk
kohorte af børn, at negativ neuropsykologisk outcome bedre kunne forklares ud fra præmorbide
faktorer end ud fra den erhvervede hjerneskade. Ponsford og kolleger (Ponsford et al., 1999) fandt
hos gruppen med lette kranietraumer, at de børn, der var karakteriseret ved vedvarende
neuropsykologiske forstyrrelser, også var mere tilbøjelige til at have en forhistorie bl.a. med
43