Del 1 - Servicestyrelsen

undersøgelse kort efter, at hyppigheden af en ny psykiatrisk lidelse var dobbelt så stor i gruppen af
børn med svære kranietraumer i forhold til kontrolgruppen. I denne gruppe af svært skadede børn
viste det sig endvidere, at tilstedeværelsen af præmorbide adfærdsproblemer var prædiktiv for
senere psykiatrisk lidelse, idet over halvdelen af børnene i den svært skadede gruppe med
præmorbide adfærdsproblemer udviklede en psykiatrisk lidelse indenfor 12 måneder efter
tilskadekomsten, i modsætning til kun 29 % af børnene uden præmorbide adfærdsproblemer.
Ligeledes fandt Asarnow og kolleger (Asarnow et al., 1991) i et af deres tidlige arbejder, at såvel
børn med lette som svære kranietraumer havde en forøget frekvens af adfærdsproblemer efter
tilskadekomsten. Forskellen var imidlertid, at adfærdsproblemerne hos børn efter lette
kranietraumer ikke havde indvirkning på deres sociale tilpasningsfunktion, hvilket det havde for
børnene med de svære kranietraumer.
I senere studier er den nære sammenhæng mellem svære kranietraumer og adfærdsmæssige
følgevirkninger blevet bekræftet. Perrott og kolleger (Perrott et al., 1991) har foretaget et originalt
og metodisk set interessant studie, idet de sammenlignede børn udsat for et svært kranietraume med
deres søskende som kontroller. Forældre og lærere rapporterede, at børnene udsat for et
kranietraume i forhold til kontrolgruppen havde betydeligt flere adfærdsproblemer, mindre social
kompetence og dårligere skolemæssige færdigheder. Den nære sammenhæng mellem svære
kranietraumer og adfærdsmæssige følgevirkninger er også bekræftet af Kinsella og kolleger
(Kinsella et al., 1999).
Også nyere studier har set på sammenhængen mellem svære kranietraumer og risiko for psykiatrisk
lidelse. Således har Max og kolleger (Max et al., 2004) set på sammenhængen mellem
kranietraumer hos børn og unge og Sekundær Attention Deficit Hyperactivity Disorder, S-ADHD.
De fandt i deres studie, at S-ADHD er signifikant associeret med sværhedsgraden af kranietraumet.
Forfatterne konkluderer, at deres resultater giver baggrund for at antage, at S-ADHD er et klinisk
vigtigt syndrom at have sig for øje efter svære kranietraumer hos børn og unge. I et lidt senere
arbejde (Max et al., 2005) har forfatterne redegjort for prædiktorer for S-ADHD. De konkluderer, at
udover sværhedsgrad af kranietraumet er præmorbide adfærdsproblemer og psykosociale
vanskeligheder afgørende for udviklingen af S-ADHD i det første år efter barnets tilskadekomst.
Ud fra litteraturen kan det opsummeres, at børn udsat for svære kranietraumer er i signifikant
forøget risiko for at udvikle alvorlige adfærdsproblemer og som følge heraf sociale vanskeligheder.
Litteraturen giver endvidere vidnesbyrd om, at samme gruppe børn er i signifikant risiko for
udvikling af alvorlige psykiatriske lidelser. Risikoen ser ud til at være forøget, når præmorbide
adfærdsproblemer har været til stede før barnets tilskadekomst.
2.2.1.1.1.2 Lette kranietraumer.
Der foregår derimod en debat om, hvorvidt lette kranietraumer hos børn og unge kan medføre
adfærdsmæssige problemer,. I litteraturen ses forskellige modeller til forståelsen af sammenhængen
mellem lette kranietraumer og adfærdsmæssige og/eller kognitive følgevirkninger (Bijur and
Haslum, 1995):
- Den mest direkte model (model 1) er en kausal sammenhæng mellem skaden på hjernen og de
specifikke adfærdsmæssige og kognitive dysfunktioner. En forarbejdet form af denne model (model
1.1) anser skaden på hjernen som årsag til kognitive dysfunktioner, der fører til adfærdsmæssige
vanskeligheder. I denne model ses sammenhængen mellem de kognitive dysfunktioner som direkte,
25