Del 1 - Servicestyrelsen

mod eventuelle følgevirkninger ved senere traumatisk tilskadekomst. Disse overvejelser har de
senere år udmøntet sig i hypotesen om ”kognitiv reserve”. Hypotesen eller teorien forsøger at
forklare de individuelle forskelle, der forekommer i outcome hos personer efter en erhvervet
hjerneskade. Kesler og kolleger (Kesler et al., 2003) har senest lavet et studie, der påviser, at større
præmorbid hjernevolumen og højere uddannelsesniveau hos voksne personer ser ud til at
formindske kognitive deficits efter en traumatisk hjerneskade.
Disse overvejelser og resultater støttes af en række longitudinelle opfølgningstudier, der har fundet
det præmorbide funktionsnievau som en stærk prædiktor for outcome (Anderson et al.,
1997b;Yeates et al., 1997). Sammenhængen er stærkest, når det drejer sig om adfærdsmæssig og
psykiatrisk outcome.
Rutter og hans kolleger (Brown et al., 1981;Rutter et al., 1983) var de første til at beskrive
sammenhængen mellem præmorbide vanskeligheder og funktionsniveauet efter et kranietraume hos
børn. De fandt i deres studier, at over halvdelen af de børn, hvor der kunne påvises præmorbide
adfærdsproblemer eller psykiatrisk lidelse havde udviklet en psykiatrisk lidelse 12 måneder efter
kranietraumet, og ingen var uden symptomer. Til gengæld var mere end halvdelen af børnene uden
præmorbide problemer 12 mdr. efter kranietraumet uden symptomer. Disse resultater blev i en lang
årrække taget til indtægt for, at præmorbide adfærdsproblemer prædikerer dårligere adfærdsmæssig
outcome efter et kranietraume hos børn. Ligeledes argumenterede Rutter og hans kolleger for, at
deres resultater var ensbetydende med, at børn udsat for et kranietraume ikke er repræsentative for
normalpopulationen.
Et af problemerne ved disse tidlige studier var imidlertid deres grove målinger af det præmorbide
funktionsniveau, som blev vurderet på baggrund af tilstedeværelsen af udviklingsmæssig
forstyrrelse, lav intelligens og indlæringsproblemer. Senere studier begyndte at bruge forældre
og/eller lærere til at vurdere barnets præmorbide funktionsniveau retrospektivt. I nogle studier er
der imidlertid tale om, at forældre/lærere skulle vurdere et barns præmorbide funktionsniveau flere
år efter tilskadekomsten. Dette må siges at være forbundet med væsentlige bias, idet forældre og
lærere kan have en tendens til at idyllisere et barns præmorbide funktionsniveau, efter det har været
udsat for et kranietraume.
Den næste generation af studier indenfor området, som kom i 1990’erne, har benyttet sig af
validerede spørgeskemaer om barnets præmorbide adfærdsmæssige funktionsniveau.
Spørgeskemaerne (eksempelvis CBCL-spørgeskemasystemet) er udfyldte af forældre og lærere, så
tidligt som muligt efter barnets tilskadekomst. Herved skulle barnets funktionsniveau før
tilskadekomsten kommer til at influere mindst muligt på de adspurgtes opfattelse af barnet efter
tilskadekomsten.
Studier, der har benyttet sig af CBCL-spørgeskemasystemet, er imidlertid ikke fremkommet med
entydige resultater i forhold til en overrepræsentation af præmorbide adfærdsproblemer hos børn
med kranietraumer.
Donders og Ballard (Donders, 1992;Donders and Ballard, 1996) modsiger resultaterne fra de tidlige
studier. De finder, at posttraumatisk psykosocial dysfunktion er almindelig hos børn med moderate
og svære kranietraumer og er relateret til skadens sværhedsgrad. De registrerede adfærdsproblemer
efter kranietraumet vurderes i de fleste tilfælde ikke at kunne relateres til præmorbid dysfunktion.
Metodisk vurderes denne undersøgelse ganske stærk bortset fra, at børnene i undersøgelsen stort set
er karakteriseret ved moderate og svære kranietraumer. Det kunne således tænkes, at resultaterne i
29