Del 1 - Servicestyrelsen

tilstedeværelsen af præmorbide adfærdsproblemer prædikerer dårligere outcome? Det er vigtigt af
hensyn til klinikken, hvor det i forhold til forebyggelse er værdifuldt at kunne identificere børn i
risiko for at udvikle yderligere adfærdsmæssige problemer.
I forbindelse med til fulde at erhverve viden om præmorbide adfærdsproblemers betydning for børn
og unge, der pådrager sig et kranietraume, er det nødvendigt med mere udstrakt longitudionel
forskning. Et ønskværdigt design kunne være, at børn med kompromitteret præmorbid funktion
skulle identificeres tidligt og følges gennem ca. 10 år. Børnene i denne gruppe ville naturligt falde i
to grupper – dem der fik et kranietraume, og dem der ikke fik et. Udviklingen hos begge grupper
skulle så følges over tid. Sådan forskning ville skabe værdifuld viden ikke blot om de præmorbide
forholds betydning, men tillige om kranietraumets og alderens betydning samt mulige
langtidsfølgevirkninger.
I Goldstrohn og Arffas studie (Goldstrohn and Arffa, 2005) fremgik det, at præmorbide
adfærdsproblemer så ud til at have betydning for det adfærdsmæssige funktionsniveau efter den
traumatiske tilskadekomst. Forfatterne anfører i diskussionen af deres arbejde, at barnets
familiemæssige situation kunne være en vigtig mediator for adfærdsmæssig outcome hos børn med
et kranietraume. Dette vil der blive fokuseret på i det følgende.
2.2.1.1.2.2 Familiens præmorbide funktionsniveau.
Familiens præmorbide funktionsniveau er også beskrevet til at have prædiktiv værdi for
adfærdsmæssig outcome for såvel barnets som familiens funktion efter kranietraumer hos børn.
Tidlige studier (Fletcher et al., 1990) rapporterede, at velfungerede familier med en god
kommunikation var i stand til mere effektivt at komme overens med barnets traume end
dysfungerende familier, hvor der var højere grad af præmorbid stress. Ligeledes var det indtrykket,
at barnets bedring efter kranietraumet forløb hurtigere og bedre, når der var en god og støttende
familiær baggrund.
Wade og kolleger (Wade et al., 1996) fandt, at den oplevede styrke af den familiemæssige byrde og
forældreproblemer efter et barns traumatiske tilskadekomst var større i de familier, der rapporterede
om kronisk stress og dysfunktionelle forhold i familien. Det vil sige, hvilket ikke er overraskende,
at familiens præmorbide funktionsniveau har betydning for, i hvor høj grad et barns traumatiske
tilskadekomst opleves som belastende for familien og dermed for familiens funktionsniveau efter et
barns kranietraume.
Yeates og kollegers studie (Yeates et al., 1997) bekræftede, at familiens præmorbide psykosociale
funktion er en vigtig faktor for barnets bedring efter den traumatiske tilskadekomst.
Rivara og kolleger (Rivara et al., 1993;Rivara et al., 1994) fandt i deres studier, at den bedste
prædiktor for adfærdsmæssig outcome 1 år efter kranietraumet, uafhængig af skadens
sværhedsgrad, var det præmorbide funktionsniveau hos såvel familie som barnet. Deres studie viste
interessant nok i forhold til familiens betydning, at skadens sværhedsgrad var en bedre prædiktor
for barnets kognitive outcome, end den var for barnets adfærdsmæssige outcome. Omvendt var
målingerne af familiens præmorbide funktion en bedre prædiktor for adfærdsmæssig outcome hos
barnet.
31