Romer i romanen - Aarhus Universitet

Performativ biografisme
Haarder forklarer i Det særlige forhold vi havde til forfatteren begrebet performativ biografisme
ved at se nærmere på dets to dele: biografisme og performativ. ‘Biografisme’ anvendes ofte som
nedsættende term for videnskabelig uholdbar brug af biografiske informationer i litteraturanalysen.
Når Haarder bruger udtrykket om et æstetisk virkemiddel, peger det på “et skift i hvad man kunne
kalde biografisk agens” (2005 s. 7). Litteratur- og kunsthistorikeren bestyrer traditionelt forholdet
mellem tekst og tid ved at lade forfatterens livshistorie optræde som anskueliggørende kontekst for
værket, og litteraturkritikeren kan udpege det lovligt private som en æstetisk brist. Men når den
biografiske information er bevidst indsat i værket af forfatteren, brydes forskningens og kritikkens
fortolknings- og vurderingsmonopol. Den performative biografisme bliver i den forstand en
subjektiv insisteren på retten til at optræde med det private på kunstnerens og kunstens egne
betingelser.
‘Performativ’ henviser for det første til det singulære, til begivenheden. Litteraturen er en
performance i den forstand, at det offentlige rum i almindelighed og massemedierne i særdeleshed
kan fungere som en scene, hvor forfatteren kan spille med sin egen eller andres identitet. For det
andet henviser det til J.L. Austins begreb om performativer; ytringer, der indstifter sociale relationer
i og med de ytres5 . Brugen af biografisk materiale er i den forstand ikke kun en henvisning til
forfatterens identitet, men også en konstruktion af identitet, der sker i kraft af en talehandling og
altså afhængigt af afsender såvel som modtager.
De tekster, der som dobbeltkontrakter placerer sig på Lejeunes førnævnte blændede felter, er
eksempler på performativ biografisme, men der er ikke kun tale om en litterær strømning. Haarder
finder også eksempler på performativ biografisme inden for billed- og filmkunsten6 , og jeg vil for
egen regning tilføje performanceteatret til feltet. Et af performancekunstens kodeord er “at spille sig
selv”, altså at bruge det private og selvbiografiske uden dermed at foregive, at man på scenen er sig
selv i back-stage forstand. Kunstneren sætter, hvad enten han er forfatter, billed- eller
scenekunstner, med den performative biografisme sig selv i spil som en del af værket. Dermed ikke
sagt, at performativ biografisme blotlægger en latent og autentisk livshistorie som værkets
oprindelse. Der er, som Haarder skriver nærmere tale om, at ”selvbiografiske stumper bruges som
en kras realismeeffekt på et lærred spændt op mellem manden bag værket, manden foran værket og
5 jf. 699 Varme termer, Cramer m.fl. 1996 s. 116
6 Endvidere begrænser den performative biografisme sig ikke til kunstens verden. Også sladderpressen og reklamen
benytter sig af den som strategi (Haarder 2005 s. 7).
18