Romer i romanen - Aarhus Universitet

projekt, der mislykkes med dødsannoncen: den er Knud Romers gravskrift 13 til sin mor, hans forsøg
på at fortælle hendes liv, formidle hendes sande identitet og navn. Men den er også forsøget på at
fortælle sit eget liv og dermed bevise, hvad han blev udsat for i barndommens Nykøbing. Romanen
har i det perspektiv karakter af et hævntogt eller et anklageskrift mod Nykøbings beboere, et bevis
på deres grusomhed og deres snæversyn, der fastlåste ham i bestemt identitet. Hævnen er evident,
når Knud Romer vælger at bruge klassekammeraternes rigtige navne, hvilket bl.a. ses i lange
opremsninger på side 72 og 144. Navnene er ikke nødvendige for læserens forståelse af den
beskrevne situation, men de fungerer som bevis på, at det nu er Knud Romer, der styrer diskursen.
Nu er det ham, der kan udstille og fremstille dem, låse dem fast i en uønsket identitet. Man kan
betragte den granat, som Knud på bogens sidste side samler af splinterne fra onklens krop, som et
billede på romanen som hævntogt:
Stykke for stykke satte jeg den sammen, indtil jeg stod med en russisk håndgranat -
nøjagtig som han havde sagt. Jeg fyldte den med alt, hvad jeg havde i mig, sorgen og
fortvivlelsen og raseriet - og satte tændsatsen i og gik op på Højbroen og kiggede ud
over Nykøbing for sidste gang. Så trak jeg splitten ud og kylede den så langt, jeg
overhovedet kunne og lukkede øjnene og stak en finger i hvert øre. (s. 177)
Knud bruger altså den sorg og det raseri, som barndommen har akkumuleret i ham, til at sprænge
byen i luften, til at få den hævn, som allerede på side 25 er blevet introduceret med referencen til
Brechts Kanonen Song og Seeräuber Jenny fra Die Dreigroschenoper (Laser og Pjalter). Men i
beskrivelsen af detonationen ligger imidlertid en vis tvetydighed, idet det ikke er klart, om det er
splitten eller granaten Knud smider. Hvis han smider splitten, stå han tilbage med granaten, og det
er altså ikke Nykøbing, men sig selv han udsletter. Romanen er i dette perspektiv i høj grad Knud
Romers eget gravskrift, idet den kan betragtes som et opgør med den, han var, med den rolle han
tidligere har indtaget. Romanen bliver et brud på den stilstand og mangel på udvikling, der i kraft af
bl.a. den iterative præteritum præger romanens jeg: den temporale og spatiale fælde sprænges, og
Knud kan endelig fortælle sit liv og fremstå med sin sande identitet. Denne udlægning af bogen
stemmer på mange måder overens med fortællingen om forfatteren, som jeg fremlagde i
paratekstanalysen: Romanen fremstår som den forløsning, der har gjort Knud Romer i stand til at
træde ud af rollen som reklamemand og fremstå, som den han virkelig er.
Men hvis romanens jeg skal forstås som forløsning af det sande jeg, er det imidlertid en sandhed
med modifikationer. For, som det fremgår af gennemgangen af teksten jeg i forhold til Lansers
13 Pointen om at betragte romanen som moderens gravskrift har jeg fra Stefan Kjerkegaard, der bl.a. har fremlagt den i
foredraget Om Knud Romers Den som blinker er bange for døden på Folkeuniversitetet i Odense 1.10.2007.
64