Romer i romanen - Aarhus Universitet

insisteren på, at det faktisk giver mening at henvise til subjektet. Det er en insisteren på det private
og selvoplevede som bevis på, at “jeg” er til som en faktisk entitet med en kerne, der eksisterer
uafhængigt af skiftende sproglige diskurser. Men ’performativ’ peger på, at denne insisteren selv er
en del af en sproghandling, og derved sættes fokus på subjektet som en diskursafhængig og
omskiftelig konstruktion; “jeg” er først til i det øjeblik, jeg indgår i en sammenhæng, ytrer mig og
bliver oplevet af andre. Heri ligger en evakuering af subjektet, men samtidig også muligheden for
elevering. For nok er subjektet afhængig af diskursen, men samtidig er det også i stand til at styre
den og derved fremstille sig selv. I den forstand er “jeg” til, fordi jeg formår at skabe mig selv.
Fordi jeg er bevidst om, hvordan jeg mest effektivt spiller mig selv i en given sammenhæng.
I mine øjne indeholder den performative biografisme således ikke så meget en dobbeltbevægelse
som en cirkelbevægelse i forhold til subjektsforståelsen. Læsningen af det performativt biografiske
værk er stærkt afhængig af, hvor i denne cirkel vi begynder: skal det ses som subjektets
tilbagekomst og dermed en afskrivning af den postmoderne subjektstømning? Eller er det netop et
tegn på denne tømning, en afvisning af subjektet som faktisk entitet? Det optimale er efter min
mening at kunne se hele cirklen og acceptere den dobbelttydighed, den indeholder, og dette vil være
min ambition for min følgende læsning af Den som blinker er bange for døden.
Med udgangspunkt i ovenforstående gennemgang af Haarders artikler vil jeg i det følgende læse
Den som blinker er bange for døden som et stykke performativ biografisme. Det vil sige som et
værk, der bruger selvbiografisk information som en bevidst æstetisk strategi, der problematiserer
forholdet mellem fiktion og virkelighed og tematiserer subjektsforståelsen og -dannelsen. Det er for
mig afgørende, at en sådan læsning tager højde for den biografiske irreversibilitet. Før jeg
undersøger den skrevne Knud Romer, der fremstilles i romanen, vil jeg derfor undersøge den
skrivende Knud Romer som han fremstilles i pressedækningen af Den som blinker er bange for
døden. Pressedækningen kan, med henvisning til Gérard Genette, betragtes som en del af romanens
paratekst 7 . Parateksten er den tekst, der omgiver den egentlige tekst og omfatter dels information,
der er placeret i den fysiske udgivelse af værket (som fx klaptekst, genrebetegnelse og
forfatternavn) og information om værket, der formidles i andre udgivelser og medier (fx
anmeldelser, debatindlæg og forfatterinterviews). Denne information præsenterer teksten og
påvirker dens reception, men er samtidig selv påvirket og afhængig af den egentlige tekst. Når jeg i
7 Genette introducerede begrebet paratekst i værket Palimpsestes (1982) og uddybede det senere i Seuils (1987). Min
fremstilling af paratekstbegrebet tager udgangspunkt i Barbara Havercrofts udlægning i Encyclopedia of Contemporary
Literary Theory (1997)
21