virkelighedsfremstilling, men også i høj grad subjektets selvfremstilling. 54
Subjektets selvfremstilling Tid og udvikling Som nævnt i afsnittet om enhedskriteriet, består Den som blinker er bange for døden af to temporale spor: slægtsfortællingen og barndomsfortællingen. Disse to spor flettes sammen uden tydelig markering af overgangen mellem dem, hvilket giver teksten et fragmentarisk udtryk. Dette udtryk styrkes yderligere, idet ingen af de to spor struktureres som lineære fortællinger, men nærmere fremstår som en række løsrevne anekdoter præsenteret uden hensyn til kronologi. På side 44 fortælles således om, hvordan Knuds skolemadpakke giver anledning til mobning, mens vi først på side 106 hører om den test, der skal afgøre, hvorvidt han er skoleklar. På sammen måde hører vi om farfaderens arbejdsliv, inden vi hører om hans barndom. Her er altså ikke tale om temporale spor, der som togskinner tegner en lige linje, men nærmere om de spor, der gemmer sig på et gerningssted og vidner om, at noget er sket. Det er så op til læseren at stykke dem sammen til en helhed, at strukturere bogens sjuzet til en sammenhængende fabula. Selv efter endt læsning og med alle sporene til rådighed er det imidlertid svært at opstille denne helhed som en klar temporal line. Det lader sig gøre, så længe man holder sig til det temporale spor, der beskriver slægtens historie. Dette spor spænder godt nok over mange år og personer, og det indeholder lange perioder, der ikke er redegjort for, men det, der beskrives, er til gengæld overvejende enkeltstående begivenheder, der kan sættes ind på en tidslinie: mødet mellem farmoderen og farfaren, faderens oplevelse den 9. april 1945, moderens ankomst til Nykøbing osv. Dette er imidlertid ikke tilfældet for det spor, der behandler Knuds barndom. Her præsenteres ganske vist nogle få enkeltstående begivenheder som første skoledag og hans femtenårsfødselsdag, men de fleste af afsnittene fortælles, som tidligere nævnt, i en slags iterativ præteritum, der beskriver en generel tilstand eller tilbagevendende begivenheder. Brugen af iterativ præteritum gør det svært at få hold på den fortalte tid i form af en tidslinie, hvor hændelser indtræffer efter indbyrdes kausalitet. Frem for at tegne en linje synes tiden at beskrive en cirkel, der lukker sig om sig selv i et abstrakt tidsrum, hvor det enkelte øjeblik kan sprede sig ud over en årrække, og hvor fremdrift synes afløst af en permanent tilstand eller stilstand. Dette formmæssige træk hænger nøje sammen med det billede, <strong>romanen</strong> tegner af barndomshjemmet og barndomsbyen: Vores hus lå på Hans Ditlevsensgade 14 i den sidste række før roemarkerne og Vesterskoven og lignede et rødt murstenshus med hæk og garage og havelåge på en 55