Romer i romanen - Aarhus Universitet

fiktionspagt, en autofiktionspagt eller en ubestemt. Disse pagter sætter han op på første akse i et
skema, der på anden akse har protagonistens navn i forhold til forfatterens. Dette forhold kan være
lig med, forskelligt fra eller ubestemt. Der opstår hermed et skema med ni pladser, hvorunder de tre
uden videre kan genrebestemmes som romaner og de tre som autobiografier (Kjerkegaard 2006 s.
13). De tre sidste felter tæller det, der rummer begge aksers ubestemthed, og som Lejeune beskriver
som “hverken det ene eller det andet”, samt to felter som efter Lejeunes mening er umulige, idet de
af læseren vil blive afskrevet som fejl eller moralsk betænkelige. Det gælder dels fiktion med
navneidentitet mellem forfatter og protagonist, dels autobiografi uden navneidentitet mellem
forfatter og protagonist. Et værk som Den som blinker er bange for døden udspiller sig netop på
disse umulige felter, idet det ikke kan læses ud fra enten en fiktionspagt eller en selvbiografisk pagt.
Det er det, som Poul Behrendt i bogen Dobbeltkontrakten. En æstetisk nydannelse kalder en
dobbeltkontrakt (Behrendt 2006). Dobbeltkontrakten problematiserer det skarpe skel mellem
selvbiografi og fiktion og sætter derved implicit spørgsmålstegn ved muligheden for at skrive
fiktion blottet for selvbiografiske elementer og selvbiografi blottet for fiktive elementer. Den
umuliggør med andre ord adskillelsen af forfatter og værk.
Der har i Danmark siden slutningen af 90’erne været en markant tendens til at benytte denne
dobbeltkontrakt og dermed understrege et labilt forhold mellem fiktion og virkelighed. Nogle af de
mest omdiskuterede eksempler er Claus Beck-Nielsen (1963-2001) og Jørgen Leths Det uperfekte
menneske. Disse værker har, i lighed med Den som blinker er bange for døden, fået en
pressedækning, der i høj grad overskrider den, der normalt tilkommer litterære udgivelser. Denne
opmærksomhed kunne let give det indtryk, at der er tale om en ny og banebrydende tendens, men,
som det fremgår af antologien Selvskreven, er den litterære blanding af fiktion og virkelighed
langtfra ny (Kjerkegaard 2006 s. 10). Mange tidligere forfattere, som fx Søren Kierkegaard og
Steen Steensen Blicher, har således skrevet uden et klart skel mellem det fiktive og det virkelige.
Det er altså ikke overskridelsen eller udviskningen af skellet mellem forfatter og værk der er ny,
men snarere bevidstheden om dette skel og ønsket om at sætte spørgsmålstegn ved dets
anvendelighed. Her er altså tale om en litterær æstetisk strategi, der kommer til at belyse en
litteraturteoretisk problematik, idet den uvægerligt tvinger litteraturanalytikeren ud i det dilemma,
som Stefan Kjerkegaard, Henrik Skov Nielsen og Kristin Ørjasæter i indledningen til antologien
Selvskreven formulerer således:
8