Romer i romanen - Aarhus Universitet

en erindringsroman, og Kristeligt Dagblads Svend Skriver bruger betegnelsen selvbiografisk roman,
mens Berlingske Tidendes Jens Andersen betegner den slægtsfortælling. Alle anmeldelserne hæfter
sig ved bogen selvbiografiske element; ved at bogen, som Ekstra Bladets Kamilla Löfstöm
formulerer det, er skrevet ud fra “en indre nødvendighed” (Ekstra Bladet 9.6.2006). Men de er
imidlertid ikke enige om, hvad dette betyder for bogens kvalitet. Den, der forholder sig mest kritisk
til brugen af selvbiografisk information, er Jyllands-Postens Niels Lillelund:
Trods historiens uomtvistelige tyngde (her er jo masser af stof) og trods Romers
generelt glimrende sprog, sætter den sig ikke fast. Bogen arbejder sig indad snarere end
udad, den messer og mediterer, snarere end den fortæller, det er selvterapi snarere end
romankunst.
Ingen tvivl om at forfatteren har haft brug for at skrive bogen, og han har skrevet sig ud
af noget, en knugende erindring, en bitterhed mod verden, men han har ikke skrevet sig
ind i litteraturen, for dertil kræves noget mere end den rene bitterhed, det rene sortsyn,
den rene tragedie.
Erindringen er ægte nok, men den gør ingen god roman.
(Lillelund, Jyllands-Posten 9.6.2006)
Lillelund mener altså, at det selvbiografiske udgangspunkt forringer bogens litterære kvalitet; at det
er en erindring, men ikke en roman. Et lignende synspunkt fremlægger Bent Vinn Nielsen:
Efter min mening er det direkte misvisende, når bogen på titelbladet angives at være en
roman. Ganske vist benytter forfatteren sig af visse greb fra den fiktive fortælling -
hvilket erindringsværk gør for resten ikke det? - men Knud Romers meget personlige
beretning fra den by og det land, som moderen kort før sin død udnævner til “pisse,
pisse, pisseland”, er ikke kunstnerisk bearbejdet i en grad, der gør det rimeligt at kalde
den en roman. Det er og bliver en erindringsbog. Og som sådan er den fremragende.
(Vinn Nielsen, Information 9.6.2006)
Både Lillelund og Vinn Nielsen mener således, at det selvbiografiske aspekt og projekt i Den som
blinker er bange for døden diskvalificerer den som roman: Det er en erindring eller en selvbiografi,
og som sådan er den absolut læseværdig, men den er ikke litterær kunst. Denne antagelse kan ses
som eksempel på den negative position, det selvbiografiske og biografiske ifølge Jon Helt Haarder
har og har haft blandt litteraturforskere og -kritikere: Det lovlig private udpeges som en litterær
brist, et tegn på det ufuldkomne kunstværk (Haarder 2005 s. 7). For at det selvbiografiske stof i
dette perspektiv kan anerkendes som litteratur, må det være tilstrækkeligt kunstnerisk bearbejdet, og
i modsætning til Lillelund og Vinn Nielsen synes Kristeligt Dagblads Svend Skriver, at det netop er
tilfældet i Den som blinker er bange for døden:
26