Romer i romanen - Aarhus Universitet

Selvom teksten formelt overholder enhedskriteriet, problematiserer og nuancerer den altså også
det samme kriterium. Enhedskriteriet er med andre ord ikke så indlysende, som det umiddelbart
forekommer. Det handler ikke bare om, hvorvidt der etableres en eller flere fortællere i teksten, men
også om hvorvidt de diegetiske niveauer er klart afgrænsede. Når de som her glider sammen, er det
ikke muligt entydigt at afgøre, hvem fortælleren er, og hvor han fortæller fra.
Pålidelighedskriteriet
Pålidelighedskriteriet hænger, som tidligere nævnt, nøje sammen med den biografiske
irreversibilitet, idet det er afgørende, om læseren antager, at fortællerens udsagn er
overensstemmende med den empiriske forfatters mening. Som beskrevet i paratekstanalysen giver
Romer i flere interviews grund til en sådan antagelse. Som tekstekstern størrelse overholdes
pålidelighedskriteriet altså til fulde, men pålideligheden er imidlertid også en tekstintern størrelse,
idet den også er afhængigt af, om der er overensstemmelse mellem fortællerens udsagn forskellige
steder i bogen, altså om der er tale om en pålidelig fortæller i mere traditionel forstand.
Fortællesituationen mellem farmoderen og Knud er et eksempel på, at vi i Den som blinker er
bange for døden har med en upålidelig fortæller at gøre. Læseren foranlediges til at tro, at Knud har
mødt sin farmor for siden at erfare, at dette ikke er tilfældet. Der er i bogen flere eksempler på
sådanne uoverensstemmelser. På side 58 står der fx: “det var sommer og pippede i hækken, luften
slog smut med musvitter, og mor og far og jeg sad og spiste frokost på verandaen.”, mens der på
side 94 står: “Falster lå så langt nordpå, at det aldrig blev sommer - og så langt sydpå at det aldrig
blev vinter.” Her er altså tale om en direkte uoverensstemmelse i fortællerens udsagn, et konkret
eksempel på upålidelighed. Et mindre eksplicit eksempel ser vi, når der på side 7 står, at det aldrig
kunne falde fortælleren ind, at kalde Papa Schneider ved fornavn. Dette udsagn giver indtryk af, at
fortælleren har mødt Papa Schneider, men senere i bogen erfarer vi, at også han døde, inden Knud
blev født. Ligesom i eksemplet med farmoderen, er der altså tale om, at noget, der præsenteres som
konkret, viser sig at være en del af Knuds forestillingsverden. Når det konkrete og det forestillede
således blandes sammen, får det betydning for troværdigheden af de andre afsnit, der tilsyneladende
fremstiller konkrete hændelser. Fortællesituationen med farmoderen sår med andre ord tvivl om,
hvorvidt de øvrige oplysninger om slægten skal betragtes som reelt skete hændelser eller som
udtryk for barnets fantasi og forestilling. Skal vi fx tro på, at farfaderen år efter år kørte rundt i en
rutebil uden en eneste passager (s. 12)? Og skal vi tage det for gode varer, når der står, at moderen,
selvom hun var ved at falde om af sult, reddede familiens gullaschgryde uden at spise indholdet (s.
42