Romer i romanen - Aarhus Universitet

Virkelighedsbegrebet tematiseres også igennem beskrivelsen af Knuds far og hans måde at
registrere livet på:
Han bestilte ikke andet end at se efter og forvisse sig om, at virkeligheden fandtes, og
alt var på sin plads og skete til sin tid. Når han talte, konstaterede han det oplagte -
“man siger”, “man gør” - og udtrykte sig i selvindlysende sandheder. Han kunne på en
måde slet ikke tale, men kun tælle, og når han fortalte om noget, var det priser og
indkøbslister og opremsninger af vores indbo - opsatserne, bronzeuret, tæpperne - og
hvad de havde kostet, og det var en lang historie. Han registrerede livet i bogstaveligste
forstand og gjorde det op i ting og tal og slog fast, at det var overskyet, klokken var
mange, og sådan var der så meget. Bagefter satte han sig og skrev det hele ned i sin
Maylandkalender, tid og sted, indtægter og udgifter, benzinpriser og kilometertal og
klokkeslæt og temperatur. Han talte dagene og lagde dem sammen og smilede hver
gang, det gav et år, og kalenderen kom op på hylden, hvor der stod regnskab fra 1950
og frem. (s. 41)
Umiddelbart repræsenterer faderen en meget konkret næsten naturvidenskabelig
virkelighedsopfattelse: Virkeligheden er det, der kan måles, vejes og tælles. Han registrer, som der
står, livet i bogstaveligste forstand, og denne sætning indeholder en dobbeltbetydning, idet den både
kan betyde, at han helt bogstaveligt registrerer livet ved at skrive det ned i sin kalender, og at han
kun registrer den bogstavelige del af livet. I faderens virkelighedsopfattelse er der altså ikke plads
til det abstrakte. Virkeligheden er en fast størrelse, der helst skal gå op. Denne tilgang til
virkeligheden ses også, idet han mindes sin bryllupsdag ved at gemme kvitteringen fra
bryllupsmiddagen (s. 117). Kvitteringen er et konkret bevis på, at dagen har fundet sted, en
registrering af den bogstavelige virkelighed.
Denne registrering er faderens måde at forvisse sig om, at virkeligheden findes, men den kan også
betragtes som en måde at skabe virkeligheden på. Lige som Falster kun findes, fordi folk tror på det,
findes virkeligheden kun, fordi faderen skaber den gennem sin registrering. Dermed henvises der til
en mere abstrakt virkelighedsforståelse, hvor de selvindlysende sandheder, som faderen udtrykker
sig i, ikke blot er konstateringer, men performativer, der skaber virkeligheden. Virkeligheden bliver
altså til i en italesættelse, men faderen kan ikke tale kun tælle, og hans virkelighed har derfor ikke
plads til det abstrakte. Men Knud kan tale - og skrive - og er dermed ikke blot i stand til at
fremlægge selvindlysende sandheder, men også til at skabe nye sandheder, en ny virkelighed i form
af Den som blinker er bange for døden. Fiktionen er altså et performativ, der skaber en virkelighed,
og det afgørende er subjektets evne til at mestre dette performativ, til at italesætte sin forestilling og
virkeliggøre den. Performativet er, som jeg i det følgende vil belyse, imidlertid ikke kun subjektets
53